Masterclass-musik i Klim Valgmenighed

Musik 23. august 2007 06:00

KLIM: Thy Masterclass rykker østpå. Valgmenighedskirken i Klim danner lørdag eftermiddag den 25. august ramme om en kammermusikkoncert på en forhåbentlig liflig lørdag eftermiddag. Programmet er en blanding af væsentlige værker inden for den klassiske tradition og nyere, meget spændende musik. Haydn, Mozart og Dvorák repræsenterer 1700- og 1800-tallet med så centrale værker som Haydns Kvintkvartet fra den berømte samling kvartetter, han tilegnede Mozart, og Dvoráks iørefaldende strygekvartet komponeret i 1890’erne, da han var direktør for konservatoriet i New York. Den fik tilnavnet ”den amerikanske”, fordi den rummer en del folkloristisk melodi- og rytmestof, som måske dog ikke er specielt amerikansk. Vagn Holmboe er ubetvivleligt en af de største danske komponister i forrige århundrede. Hans produktion er meget stor, bl. a. har han skrevet ikke mindre end 20 strygekvartetter. Den første er fra 1949 og er meget repræsentativ for Holmboes skrivemåde. Iørefaldende er en meget smuk bratschindledning til kvartetten. Både melodisk og rytmisk rummer den en vældig ekspressivitet, som overføres på kvartetten som helhed med meget spændkraft, ikke mindst i en række krasse dissonanser. Et spændende værk, som næppe før er spillet i Danmark, er et stykke for solofløjte, Icare, inspireret af Ikaroslegenden. Værket er komponeret af den amerikanske komponist Eugene Kurtz og tilegnet og spilles af Craig Goodman, kunstnerisk leder af Thy Masterclass.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...