Matador med drømme

Kent Wolfsen er opvokset med kunsthandel. Han prøvede selv at undgå at komme i fælden, men forgæves

Så aldrig til søs, lad de andre stå, lyder det i Admiralens Vise. Det endte med at være kendingsmelodien, da den unge Kent Wolfsen for godt 15 år siden var nyuddannet maskinmester med licens til at smøre de helt store maskiner ude på verdenshavene. Uddannelsen havde han taget, fordi han som ung var optaget af én eneste ting: Han ville ikke være kunsthandler, når han blev stor. Se nu er der jo ikke ret mange mennesker, der svarer, at de ikke vil være kunsthandler, når de bliver store. Prøv at spørge i en niendeklasse i en tilfældig skole et sted i landet, og der er næppe én eneste, der svarer: - Alt andet end kunsthandler!!! Men det var der altså dengang tilbage i tiden. Når Kent Wolfsen ikke ville være kunsthandler, skyldtes det, at han var vokset op med kunsthandel. - Min far drev kunsthandel, og siden jeg var 10 år, var jeg med til alt det praktiske. Jeg har hjulpet til med at indramme billeder, med at hænge op og alt muligt andet. Derfor var det ikke den vej, jeg ville. Men jeg kom aldrig ud at sejle. Dagen efter, at jeg var færdig som maskinmester, startede jeg med at arbejde hos min far. Efter et års tid tog jeg til London, og her blev jeg bestyrer på Caroline Parker Gallery i Hammersmith, og her begyndte jeg at sælge dansk kunst til danske virksomheder med afdelinger i London. Det gik godt, og herved fik jeg fornemmelsen af, hvordan man skaber salg ved opsøgende arbejde. Det har siden været en stor hjælp for mig. Efter et års tid kom jeg hjem, men menningen var kort efter at vende tilbage for at starte galleri i London. Det skete ikke. I stedet startede jeg i 1988 Galerie Gåsepigen sammen med min far. Vi havde forskellige interesser, og efter et par år købte jeg ham ud. I 1992 flyttede jeg så fra Ladegårdsgade og hen til Tiendeladen, hvor galleriet har ligget siden. I 1994 døber jeg galleriet om til Galerie Wolfsen. Det er et godt navn, og det har jeg aldrig fortrudt. Der var for mange, der ikke vidste, hvad Gåsepigen var, siger Kent Wolfsen. Det blev forvekslet med Gåsetårnet i Vordingborg. Det er samme år, som han første gang udvider geschæften. Han starter Kunst og Rammer, som er et indramningsværksted. I dag er halvparten solgt til den daglige leder. Og året efter køber han I. Chr. Sørensens litografiske værksted i Århus. Det blev drevet af I. Chr. Sørensens søn, Peter Bøgh Sørensen, og har var træt af det og ville gerne have én til at drive det videre. Og i forvejen var vi en ret stor kunde i foretagendet. Vi har vel lavet 18-20 tryk årligt dernede, og kunstnerne er der typisk én til to uger, når de skal lave litografi. I forbindelse med den generelle afmatning på markedet, og i forbindelse med at den daglige trykker dernede gerne vil drosle ned, flytter vi så trykpressen til Aalborg. Det er også meget billigere at have den stående i Aalborg, og kan vi fremover få den halve mængde trykopgaver, så er vi tilfredse, fortæller Kent Wolfsen, der dog har fem-seks opgaver parat til trykkeriet inden jul. - Når vi nu overtager Galerie Art So-to, så er det en del af, at vi også skulle have plads til trykpressen. Den står i et lagerrum bag galleriet, og det var vigtigt, at vi kunne overtage begge dele. Jeg har altid haft et godt samarbejde med So-to. De har ikke været konkurrenter, men kolleger. Og så har de nogle gode kunstnere, som jeg længe har været interesseret i, så på det område, har de været mine værste konkurrenter. Og det viser sig da også, at alle kunstnerne følger med galleriet, når det nu får ny ejer, siger Kent Wolfsen. Hvasså?!? Vi må vide det: Har han planer om at købe Nordjylllands Kunstmuseum? - Hæhæ, griner han, og i et splitsekund får de blå øjne et drømmende udtryk. - Det er godtnok nogle flotte bygninger. - Nej. Jeg har ikke planer om at købe mere i Aalborg. Måske i København eller Århus. Der kan der godt være plads til flere. Men det er bare fremtidsønsker. Jeg skal lige have dette til at køre først. Jeg kan dog også godt se, at man kan drive flere gallerier for billige penge, hvis man flytter udstillingerne fra by til by. Skal jeg drive galleri i andre byer, skal det dog være i partnerskab med den daglige leder på stedet. Man er nødt til at være til stede. Og jo. Jeg har en anden drøm. Jeg vil så gerne have en restaurant med vinbar. Gerne sammen med galleriet, drømmer Wolfsen igen. Vin er nemlig en anden del af Wolfsen-imperiet. Ud over at han elsker at smage på det, sælger han også varen. Ikke tre-flasker-for-en-hund-vin, men gode ædle og smådyre dråber. Overtagelsen af Galleri Art So-to markeres fra klokken 11 i dag, når der er fernisering på en udstilling med Lise Blaabjerg. På næste lørdag er der igen fernisering i imperiet, men da er det på Galerie Wolfsens i Tiendeladen, der åbner udstilling med Jytte Loehr og Jen-Marc Lafon.