Matador og kristendommen

Mulighed for at genopdage folkekær tv-serie i Bie Centret

Lise Nørgaard og Erik Ballings Matador har slidt Danmarks tv-skærme tynde, og man skulle tro, at det er umuligt at genopdage tv-serien. Ikke desto mindre er muligheden der, når LOF torsdag aften i Bie Centret præsenterer foredragsholderen Ronald Risvig for publikum. Hans pointe er, at den kristne kulturarv, uanset forfatteren og instruktørens religiøse overbevisning eller mangel på samme, går som en rød tråd gennem hele serien. Ronald Risvig er fra Mariager, men har givet sit Matador-foredrag 70 steder rundt om i Danmark. Han fortæller, at mange giver udtryk for, at de får nye øjne og ører for såvel Matador som kristendommen.