Matadorer med succes

Nørresundby 26. september 2002 08:00

HJALLERUP: I foråret udleverede Foreningen Hjallerup Idrætsforenings venner 8000 kr. fordelt med 2000 kr. til hver af lederne af byens pengeinstitutter. Det skete med henblik på, at de fire pengechefer ved forskellige aktiviteter skulle få pengene til at yngle til fordel for det støttearbejde, som HIF's Venner yder ungdomsarbejdet i Hjallerup Idrætsforening. Nu er resultaterne af pengefolkenes indsats blevet bekendtgjort, og de viser, at de 8000 kr. er vokset til 117.000 kr. - og så har flere af pengefolkene endda haft det sjovt undervejs. Christian Pedersen, Nørresundby Bank, overtalte således to af sine konkurrenter, Bent Nielsen fra Nordjysk Bank og Jan Gudiksen fra Spar Nord Bank til at deltage i et cykelløb, som han arrangerede, da handelsstandsforeningen arrangerede Open by Night i øsende regnvejr, og det tjente han endda sponsorpenge på. Til gengæld fik de to konkurrenter Christian Pedersen til at åbne Nørresundby Banks Hjallerup-afdeling for første gang i mands minde på en lørdag, for at Bent Nielsen og Jan Gudiksen i tørvejr kunne sælge vin og malerier. Økonomisk fik Christian Pedersen mest ud af det, for han havde fået sine 2000 kr. til at vokse til 67.000 kr. til vennerne. Bent Nielsens vinsalg af Laudrup-importeret, spansk vin gav 11.000 kr., og Jan Gudiksen, der havde fået hjørringkunstneren Snekke Christensen til at lave et billede af Hjallerup By og Marked, kunne tilbagelevere 20.500 kr. Jesper Nielsen fra Dronninglund Sparekasses Hjallerup-afdeling afleverede 20.000 kr. efter at have iværksat et lotteri med en sponseret gevinst. Desuden havde han stået for serveringen af mad i teltet under Open by Night arrangementet .

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...