Matas billigere end ventet

Torsdag offentliggør Matas prospekt før børsnotering - pris ender mellem 4 og 4,7 milliarder kroner

Matas bliver billigere end visse økonomer forventede. Arkivfoto

Matas bliver billigere end visse økonomer forventede. Arkivfoto

DANMARK:Matas offentliggør torsdag prospektet forud for børsnoteringen i slutningen af måneden, og ifølge kilder vil Matas blive udbudt til mellem 4 og 4,7 mia. kr., hvilket er lavere end de involverede bankers skøn i en række analyser op til børsnoteringen. Det skriver Berlingske Business.

Danske Bank skønner en værdi på 5,1-6,2 mia. kr., Carnegie skøn er en pris på 5,5-6,5 mia. kr., mens SEB Enskilda siger 5-6 mia. kr. før den såkaldte børsnoteringsrabat samt en rabat på grund af, at kæden har været ejet af en kapitalfond. Bankerne indgår alle tre som rådgivere for Matas i forbindelse med børsnoteringen, og forventningerne til prisen i sådanne analyser vil ofte være højere end den pris, som en virksomhed ender med at blive børsnoteret til.

De tre analyser fokuserer alle på Matas-ledelsens politik om et udbytte på mindst 60 pct. af resultatet efter skat som attraktiv for aktien, mens et stigende internetsalg vil ramme indtjeningen.

Store muligheder

For godt to uger siden vurderede Sydbanks Søren Løntoft Hansen Matas til godt 3,2 mia. kr. over for Ritzau Finans, og fokuserer blandt andet på, at Matas’ marked er butiksmættet, samt at det vil være svært for kæden at ekspandere til udlandet.

Alle fire banker ser dog store muligheder for Matas, hvis apotekerloven bliver liberaliseret og gør det muligt for Matas at sælge medicin på recept. Ifølge Berlingske Business kan det presse prisen op mod 2,2 mia. kr. i vejret.

/ritzau/FINANS

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.