EMNER

Matas sælges til CVC for 5,2 mia.

Butiksejere bakker kædens bestyrelse op efter en uge med murren i krogene

VEJLE:De stribede fra Matas er nu for alvor på vej i hænderne på kapitalfonden CVC Capital Partners. Dermed kan de 180 butiksejere se frem til en samlet økonomisk gevinst på 5,2 mia. kr., hvilket svarer til 17,5 millioner per butik. Det stod klart i aftes efter et langvarigt aktionærmøde på Hotel Munkebjerg i Vejle, der samtidig satte et foreløbigt punktum for ugers spekulation om materialistkædens fremtid. - Vi er meget tilfredse med den opbakning, vi har fået fra aktionærerne i dag, specielt set i lyset af den uro, der har været den seneste tid, sagde bestyrelsesformand Lars Frederiksen efter søndagens møde. Resultatet fra dagens afstemninger var i aftes endnu ikke offentliggjort, men ifølge flere aktionærer var det mere end 70 procent, der takkede ja til CVC’s tilbud. Nyt dansk tilbud Forinden havde aktionærerne i næsten otte timer holdt møde bag lukkede døre. Et møde, der var så hemmeligt, at de fremmødte pressefolk var sendt uden for døren. Ikke bare til konferencesalen, men også uden for hotellets hoveddør. Hemmelighedskræmmeriet kan blandt andet skyldes, at den danske kapitalfond Axcel så sent som lørdag aften kom med et nyt tilbud. Et tilbud, der var enslydende med buddet fra CVC Capital Partners, bortset fra at Axcel havde lagt 75 millioner kroner oven i. Dermed er det reelt det næstbedste tilbud, som aktionærerne i dag har sagt ja til, erkender Lars Frederiksen. - Bestyrelsen har hele tiden bakket op om CVC’s bud, og det ændrede sig ikke med det nye tilbud fra Axcel. - Men vi syntes, det var rimeligt, at aktionærerne fik mulighed for at tage stilling til det tilbud også, sagde Lars Frederiksen. Derfor var Axcels administrerende direktør, Christian Frigast, også til stede ved søndagens møde for at fremlægge det nye købstilbud. - Vi blev ringet op i morges og bedt om at møde op. Og så var det bare med at komme ud af nattøjet, sagde Christian Frigast, da han forlod Hotel Munkebjerg i en sort Mercedes, få minutter før aktionærerne kom ud af en anden dør ved hotellet. Fulgte bestyrelsen Frigast og Axcel fik dog ikke noget ud af anstrengelserne, da størstedelen af aktionærerne valgte at følge bestyrelsens opfordring og stemme ja til tilbuddet fra CVC. - Vi kom med det bedste tilbud, men aktionærerne har truffet et valg, og det må vi acceptere og bøje os for, sagde Christian Frigast. Dermed ser det altså ud til, at krigen om de stribede er overstået. Forude venter en endelig bekræftelse fra aktionærerne på en ekstraordinær generalforsamling i juni måned, inden den endelige aftale kan indgås./ritzau/