Matchvinder Mæhle jubler over grim sejr og VM-billet

Spillet var ikke kønt, men det betyder ikke meget for matchvinder Joakim Mæhle, siger han til Kanal 5.

Joakim Mæhle og Thomas Delaney kombinerede sig frem til det afgørende mål i 1-0-sejren over Østrig.

Joakim Mæhle og Thomas Delaney kombinerede sig frem til det afgørende mål i 1-0-sejren over Østrig.

KØBENHAVN:Danmark er klar til VM i Qatar efter en suveræn kvalifikation med indtil videre otte sejre i otte kampe.

Billetten blev sikret matematisk tirsdag aften, da Danmark slog Østrig med 1-0 i et festklædt og udsolgt Parken.

Højre wingback Joakim Mæhle scorede kampens eneste mål og jubler over VM-billetten, selv om selve kampen ikke var prangende.

- Det betyder utroligt meget. Det er en af de fedeste aftener i Parken længe. Det var ikke det kønneste fodbold, men heldigvis var vi to hold om at spille grimt. Det vigtigste er sejren og billetten til VM, siger Mæhle til Kanal 5.

Midtbanespilleren Thomas Delaney lavede et flot oplæg til Mæhles scoring, og Sevilla-spilleren kan nu se frem til sin anden VM-slutrunde.

Han hæfter sig ved den stemning, der er kommet omkring landsholdet i løbet af 2021.

- Vejen hertil har været utrolig. Det er altid fedt at synge nationalsang, men min stemme gik lidt i bølger. Det er unikt og fanme enestående.

- Det har været en fornøjelse hele vejen igennem. Støtten har været unik, og det kan vi godt være stolte over, siger Delaney til Kanal 5.

Danmark mangler endnu opgør i VM-kvalifikationen mod Færøerne og Skotland i november, men er uanset resultaterne sikre på at slutte øverst i gruppen.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.