Matejic glemmer aldrig guldfinalen

Dejan Matejic fik et mål annulleret i afgørende DM-finale - nu trives han i svensk ishockey

KARLSHAMN:- Vi førte 1-0 i den syvende og altafgørende DM-finale i Esbjerg, da jeg blev snydt for et klokkeklart mål, men det føltes ikke så frustrende, fordi vi var foran, men på god afstand af kampen ærgrer jeg mig naturligvis over, at mit måske afgørende mål aldrig blev anerkendt. Ordene kommer fra den 24-årige svensker, Dejan Matejic, der med egne ord havde halvanden kanon-sæson i Aalborg. - Jeg har ellers altid spillet i Sverige, men perioden i aalborgensisk ishockey gav mig mod på igen at spille i Danmark, hvis chancen byder sig. - Efter sidste sæson i AaB Ishockey kom jeg til Mörrum GoIS IK, der spiller i Allsvenskan, og jeg trives fint i både klubben og i Karlshamn, selv om jeg bestemt stadig savner suset fra Aalborg, hvor sidste sæson var en meget stor oplevelse for mig. - Også selv om afslutningen i Esbjerg blev det mest ærgerlige nederlag, jeg nogensinde har oplevet på isen. - I Mörrum er økonomien ikke til at hente NHL-forstærkninger, som flere andre klubber har gjort, så vi får formentlig svært ved at bevare pladsen i blot en enkelt landsdækkende Allsvenskan i næste sæson, siger den tidligere AaB-angriber. Mens vinterperioden helt er helliget ishockeyspillet, er Dejan Matejic i resten af året én af Sveriges allerbedste rullehockey-spiller, der under navnet inline-hockey er ganske stort i det svenske. - Jeg spiller i Göteborg Revolution, og det sker sammen med blandt andre Frederikshavn IK's svensk-russiske angriber Dmitri Lavrentiev. - Men det er kun i USA og et par andre steder, man kan leve af den idræt, så selv om jeg spiller på det svenske landshold, lever jeg udelukkende af mine præstationer som ishockeyspiller, hvor jeg har kontrakt med Mörrum sæsonen ud. - Med en placering som næstsidst i Allsvenskan er udforingen her knap så spændende som med AaB, hvor især finalekampene mod Esbjerg for altid vil stå som noget helt fantastisk for mig, slutter Dejan Matejic.