EMNER

Matematikgeni i studiet

Hjørring Ny 10. bød på anderledes matematikundervisning

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Mikkel Luna Bak og Rasmus Olesen (i midten) har fået til opgave at måle overfladearealet af en papkasse. FOTO: HANS RAVN

HJØRRING:I bedste Peter Kær-stil kiggede Marius Schütz Sørensen Line Østergaard Jensen dybt i øjnene. - Er du sikker på dit svar, Line? - Ja, svarede Line. - Jeg siger B. - Jamen B er også det rigtige svar. Du er nu kun to spørgsmål fra millionen... Ja, man skulle tro, at man stod midt i en optagelse af tv-programmet ”Hvem vil være millionær”, men studiet lå i Hjørring, hvor Godthåb lagde kulisser til quizzen ”Hvem vil være matematikgeni”, der blot var en lille del af mange sjove eksperimenter lavet af Hjørring Ny 10. Skolens 170 elever havde nemlig fået til opgave at lave et matematisk eksperimentarium for kommunens 4., 5. og 6. klasser, og fælles for eksperimenterne var, at de skulle formidle viden om matematik til de besøgende. Hænger bedre ved - Det handler i bund og grund om, at primære, konkrete erfaringer med matematik hænger bedre ved, end hvis man kun beskæftiger sig med matematik i matematikbøgerne, siger Christina Mortensen, matematiklærer ved Hjørring Ny 10. Dét var også, hvad Mikkel Luna Bak og Rasmus Olesen kunne konstatere. - Det er helt vildt sjovt, og meget sjovere end at have matematik i skolen, lød det fra de to drenge, som blandt andet havde udfordret sig selv i udregning af arealet af en papkasse. - Og vi kunne faktisk godt finde ud af det, lød det fra de to drenge. Genistreg Tilbage til studiet, hvor Line Østergaard Jepsen sidder og tæller på sine fingre og til sidst giver sit sidste og endelige svar... som var rigtigt. Millionær-fanfaren lyder, og Line Østergaard Jepsen får overrakt en stor pose pebernødder og får dermed også retten til at kalde sig matematikgeni - og genistregen at afholde eksperimentarium, skal i hvert fald også gentages igen, lyder det fra Hjørring Ny 10. - Det har simpelthen været en succes, som både vores egne og de andre elever har nydt godt af, siger Christina Mortensen og bakkes op af kollega Allan Sørensen. - Vi var lidt i tvivl om vores elever ville være i stand til at formidle matematik til de yngre elever, men det var de.