Brønderslev

Materiale om besættelsen

Museerne vil gerne have materiale om besættelsestiden

Mindestenen i Bredgade i Brønderslev. Privatfoto
Mindestenen i Bredgade i Brønderslev. Privatfoto

BRØNDERSLEV: Da Danmark blev besat af tyskerne 9. april 1940 blev flyveblade med overskriften ”Oprop!” nedkastet af tyske flyvemaskiner.

Teksten var en blanding af norsk og dansk og fik - trods situationens alvor - nok et undrende smil frem blandt mange danskere.

Da Museerne i Brønderslev Kommune er i fuld gang med at forberede en særudstilling om Store Vildmose og Brønderslev-Dronninglund-egnen under besættelsen skal der derfor herfra lyde et opråb efter gode historier og genstande fra besættelsesårene, siger museumsinspektør Jens-Christian Hansen fra Museerne i Brønderslev Kommune.

- Danmark blev besat som den tyske værnemagts springbræt til det strategisk vigtige Norge og besættelsen kom i de næste fem år i høj grad til at præge befolknings hverdag, ikke mindst i Sydvendsyssel.

- På grund af de tyske flys rækkevidde var det centralt for tyskerne at besætte Aalborg Lufthavn, udtaler museumsinspektør Jens-Christian Hansen. Lufthavnen var jo sammen med havnen i Frederikshavn afgørende for at sikre troppetransporterne til Norge.

- Lufthavnen blev hurtigt til Nordeuropas største og de allierede begyndte derfor hurtigt at interessere sig for, hvad tyskerne bedrev.

- Et britisk bombefly på rekognosceringstogt blev ramt af tysk antiluftskyts få dage efter besættelsen og styrtede efterfølgende ned i Store Vildmose.

Vildmosemuseet fik for nogle år siden rådighed over en af flyets motorer og modtog for nyligt en beretning fra besætningens eneste overlevende, Vincent Barr, der blev arresteret og måtte tilbringe de næste fem år i tyske krigsfangelejre. Barr døde i 2012, 97 år gammel.

- Vi vil gerne fortælle denne historie i en ny særudstilling på Vildmosemuseet og er på jagt efter spændende genstande og historier fra og om besættelsen med tilknytning til lokalområdet for at give et tidsbillede af perioden, fortæller Jens-Christian Hansen.

Lokalområdet byder på mange spændende historier fra besættelsesårene, hvor tørvegravningen i mosen fik en renæssance, da danskerne ikke længere kunne få kul fra England.

- Som stations- og industriby var særligt Brønderslev af stor interesse for den tyske værnemagt, der bl.a. gravede tankspærringer omkring byen – Vendsyssel var et område, hvor tyskerne i høj grad frygtede en allieret invasion. Naturligvis var der også en del sabotage fra dansk side, både på jernbanen, men også på virksomheden Pedershaab.

- Vi er meget interesserede i genstande, der kan være med til at fortælle historierne, efterspørger Jens-Christian Hansen, der er sikker på, at lofter og skuffer stadig gemmer på mange spændende ting fra krigen, bl.a. fra borgernes hverdag.

De fleste danskere oplevede først og fremmest krigen som en periode, der var præget af rationering og erstatningsprodukter.

Danskerne blev opfindsomme, lavede sko af rødspætteskind og drak kaffeerstatning.

Besættelsesmagten var del af hverdagen og mørklægning og udgangsforbud blev med tiden restriktioner, der skabte utryghed og uvilje i befolkningen.

- Den aktive modstand spillede først en rolle, da tyskerne begyndte at tabe krigen fra 1943, fortæller Jens-Christian Hansen. Indtil da vendte befolkningen først og fremmest ”den kolde skulder” til og samlede sig om nationale symboler, som f.eks. kong Christian den Tiende.

Den stigende væbnede modstand udløste dog konkrete reaktioner hos besættelsesmagten, der indsatte egne terrorgrupper i Danmark for at hævne modstandsbevægelsens aktioner.

Den kendteste af disse grupper var ”Peter-gruppen”. Som et af de mest tragiske kapitler i Brønderslevs historie likviderede gruppen dyrlæge Axel Richardt Møller og hans assistent Ole Vagn Larsen den 13. januar 1945.

Har man oplysninger eller effekter fra besættelsen til museet, kan man kontakte museumsinspektør Jens-Christian Hansen på tlf. 98824344 eller via mail jch@bkmuseer.dk.

Udstillingen forventes at åbne sammen med resten af Vildmosemuseet til et festligt åbningsarrangement søndag, den 11. maj.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden