Matti Breschel i den gule trøje

De danske Tour de France-stjerner Jakob Fuglsang og Matti Breschel imponerede på tredje etape af Post Danmark Rundt. Breschel vandt etapen og kørte sig i gult.

Matti Breschel styrtede inden, sjette etape af Vueltaen kom i gang. Den danske VM-kaptajn brugte Vueltaen som forberedelse til VM i Danmark senere på året. Foto: Scanpix
Cykelsport 6. august 2010 19:30

Team Saxo Bank havde annonceret, at holdet ville angribe på fredagens tredje etape af Post Danmark Rundt. Og som sagt, så gjort. De to danske Tour de France-stjerner Jakob Fuglsang og Matti Breschel angreb med 18 kilometer til mål og kørte fra resten af feltet, som Matti Breschel endte med at vinde. Etapesejren betød samtidig, at Breschel overtog løbets gule førertrøje. Team Saxo Bank-holdkammeraten Jakob Fuglsang blev nummer to på etapen, som de to danskere totalt dominerede til slut med fornem kørsel. Det var Matti Breschels femte etapesejr i Post Danmark Rundt og tangerer dermed landsmanden Jesper Skibby og italieneren Nicola Minali, som også har fem etapesejre i løbet. Men det lignede ikke en Team Saxo Bank-succes tidligere på etapen. En lille gruppe udbrydere havde nemlig fået et hul på knap seks minutter, da der manglede lidt mere end 55 kilometer. Det var for meget for Team Saxo Bank, som tog teten i feltet og lynhurtigt barberede flere minutter af udbrydernes forspring, som blev hentet med lidt over 25 kilometer til mål. Team Saxo Banks forcering betød blandt andet, at løbets gule trøje, Michael van Stayen fra Topsport Vlaanderen måtte slippe feltet, og flere andre kunne heller ikke følge med i feltets opskruede tempo, hvor der til slut kun sad cirka 40 ryttere. /ritzau/

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...