Mavedrejning hos store hunde

Nu får hunde en bedre retssikkerhed, der skal hjælpe hund med at få et godt og harmonisk liv. Arkivfoto

Nu får hunde en bedre retssikkerhed, der skal hjælpe hund med at få et godt og harmonisk liv. Arkivfoto

? Jeg har en stor irsk ulvehund på tre år, der er kastreret og derfor let overvægtig. Lige for tiden er han helt vild med vores nedfaldsæbler i haven. Jeg er så bange for, at han skal få mavedrejning. Kan han få det af æbler? Jeg har forstået, at de store hunde oftest får mavedrejning, når de motionerer meget, og det gør min hund ikke. Kan jeg gøre noget for at forhindre, at han får en mavedrejning? ! Jeg kan godt forstå, at du er nervøs for, at din hund får mavedrejning. Det er jo netop en stor hund som din, der er i risikogruppen. Man ved ikke præcist, hvorfor nogle store hunde pludselig udvikler mavedrejning. Det har tilsyneladende noget med fodringen at gøre. Det, vi generelt anbefaler, er, at man ikke fodrer disse hunde med andet end deres normale foder, der helst skal fordeles på to-tre lige store daglige måltider. Du skal altså ikke lade din hund ¿feste¿ med æblerne i haven, idet du risikerer, at æblerne gærer i maven på ham. Ved en sådan gæringsproces opstår der gas i mavesækken, der derfor bliver meget udspilet og derefter kan dreje i bughulen på ham. Hvis mavesækken drejer, tager den flere af de andre bughuleorganer med sig rundt, hvorved blodforsyningen afspærres. Hunden vil derefter udvikle chok og være i livsfare. Tilstanden kræver dyrlægehjælp indenfor få timer. Behandling for mave-drejning er intensiv og kræver ofte indlæggelse på dyrehospital i flere dage. Det er desuden rigtigt, at man bør holde de store hunde i ro efter et måltid, idet der er en tendens til, at mavedrejning sker efter motion. Mavedrejning sker oftest om natten, måske fordi aftensmåltidet pr. tradition er det største! Symptomerne på mave-drejning er: udspilet bug, opkast eller gentagende forsøg på opkast, rigelig mængde savl, uro, tegn på smerter, mørk mundslimhinde. Det er kun hunde på over 30 kg, der udvikler mavedrejning. Altså, hold hunden fra haven, så længe der ligger æbler frit fremme. Hvis du ikke allerede har tegnet en sygeforsikring for din hund, så kan du stadig nå det. Det er rart at have et sted at sende regningen hen, hvis uheldet er ude. Mette Rønn-Landbo dyrlæge