EMNER

Max. 15 km/t i Løkken midtby

Teknisk udvalg etablerer lege- og opholdsareal i midtbyen hele året

LØKKEN:Teknisk udvalg har besluttet at etablere lege- og opholdsareal i Løkken midtby hele året. Det sker efter at forslaget har været i høring hos de lokale interesseorganisationer. Kun Grundejerforeningen Sømærket har reageret på forslaget. Grundejerforeningen ser generelt positivt på ændringerne, men vurderer at en generel nedsættelse af hastigheden til 15 km/t er for restriktivt. Foreningen foreslår at hastigheds-grænsen bliver 30 km/t på de veje der benyttes til varetransport og som adgangsvej til boligområder, f.eks. på Norgesvej og Damgårdsvej. Problemet er bare, at der kun kan laves lege- og opholdsareal med 15 km/t. Udelader Damgårdsvej - Men vi udelader simpelt hen Damgårdsvej, så lege- og opholdsarealet først starter ved Norgesvej, fortæller teknisk udvalgs formand, Kim Bach (fællesliste). Lege- og opholdsarealet kommer således til at omfatte Norgesvej, Sverigesvej, en del af Toldbodvej og en del af Vrenstedvej, samt Asylvej og Møstingsvej. Med denne helårsregulering af trafikken i Løkken midtby håber kommunen, at både besøgende og fastboende bliver bedre til at overholde reglerne. Desuden slipper kommunens materielgård for en del arbejde med opsætning og nedtagning af skilte før og efter sæsonen i Løkken.