May bliver truet af støtteparti i opgør om grænse

DUP vil kunne støtte en mistillidserklæring til den britiske regering i brexit-opgør om grænsekontrol.

Den uafhængige politiklagemyndighed 11. oktober 2018 16:25

Det nordirske unionsparti, DUP, som er støtteparti for den konservative regering i London, truer med at vælte Theresas Mays regering, hvis hun accepterer EU-grænsekontrol af varer til regionen under brexitforhandlingerne.

Partiets brexit-talsmand siger, at DUP vil overveje at støtte en mistillidserklæring til May, hvis hun går imod partiets ønsker til grænsen.

- Hvis hun går med til en aftale, som er brud på hendes egne løfter, så har vi ikke andet alternativ, siger talsmanden, Sammy Wilson, til Irlands radio.

DUP har 10 medlemmer i det britiske parlament.

Den største tilbageværende knast i Brexit-forhandlingerne er spørgsmålet om grænsen mellem Irland og den britiske provins Nordirland. Grænsen er den eneste grænse på fastlandet mellem EU og Storbritannien.

Begge parter vil gerne undgå gennemgribende kontrol ved grænsen efter brexit. Men de er ikke enige om, hvordan det skal udføres i praksis.

I de seneste dage har både EU og Storbritannien signaleret fremskridt i forhandlingerne. Lederen af det nordirske parti, Arlene Forster, sagde også tidligere i denne uge, at en brexitaftale er "særdeles mulig" inden for få uger.

Men hun understregede, at hun ikke vil acceptere, at der skal gælde andre regler for Nordirlands grænse end andre steder i Storbritannien.

- Det er meget vigtigt, siger vi, at der ikke bliver oprettet barrierer i Storbritannien. Vi skal kunne handle med Storbritannien, som vi gør det nu, og Storbritannien skal kunne handle med os, som det sker nu, sagde hun.

Tilsammen har de konservative og DUP 325 ud af parlamentets 650 medlemmer.

/ritzau/Reuters

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...