Politik

May efterlyser støtte til EU-aftale i åbent brev til briterne

Premierministeren lover at kæmpe med "hjerte og sjæl" for en brexitaftale, der tilgodeser alle briter.

LONDON:Den britiske premierminister, Theresa May, forsøger med alle midler at få folkelig opbakning til den brexitaftale, hendes forhandlere har indgået med EU.

Således har hun søndag udsendt et åbent "brev til nationen", hvor hun lover at kæmpe med "hjerte og sjæl" for aftalen, når EU's ledere forventeligt underskriver den på et topmøde søndag.

Efter søndagens EU-topmøde venter den måske største udfordring for May - nemlig at få godkendt aftalen i det britiske parlament.

Theresa May forsøger i sit åbne brev til briterne at forsikre om, at aftalen er i alles interesse.

- Det bliver en aftale, der er i vores nations interesse. En aftale for hele nationen og alle borgere - uanset om du stemte "forlad" eller "bliv", skriver May.

Hun henviser til afstemningen i 2016, hvor briterne besluttede at melde sig ud af EU.

- Det er en aftale om en lysere fremtid, som gør os i stand til at udnytte de muligheder, der ligger foran os, skriver Theresa May.

I brevet, der søndag er bragt i en række af landets største aviser, understreger May, at Storbritannien forlader EU 29. marts 2019.

Hun opfordrer derfor alle briter til at bakke op om aftalen.

- Parlamentet får muligheden for at gøre det om få uger, når der er en meningsfuld afstemning om aftalen.

- Jeg vil kæmpe med hjerte og sjæl for at vinde afstemningen og for at levere denne aftale for Storbritannien og alle vores borgere, skriver Theresa May.

Det kan vise sig at blive en endog meget stor opgave at få stemt aftalen igennem i parlamentet.

Tre oppositionspartier har således lovet at stemme nej til aftalen. Samtidig har flere af Mays egne partifæller meldt sig som modstandere af aftalen.

Regeringens nordirske støtteparti, DUP, har heller ikke meldt sin støtte til brexitaftalen.

/ritzau/