Mays nordirske støtteparti vil ikke støtte brexitaftale

Valget står ikke mellem Theresa Mays aftale eller ingen aftale, siger DUP-leder. May må finde en tredje vej.

Ritzau
DUP-leder Arlene Foster og hendes parti kan ikke stemme for Theresa Mays brexitaftale, siger Foster fredag. (Arkivfoto)
Europæiske union 23. november 2018 20:00

BELFAST: Som brexitaftalen ser ud nu, kan den britiske premierminister, Theresa May, ikke regne med at få opbakning til den fra sit lille nordirske støtteparti, DUP.

Det siger partiets leder, Arlene Foster, til den nordirske tv-station UTV.

Hun mener, at May må tage tilbage til Bruxelles og bede EU om en bedre aftale.

I Fosters øjne er det forkert at sige, at der kun er et valg mellem Mays aftale eller ingen aftale.

- Som det står nu, kan vi ikke støtte den. Vi mener, at der er en bedre vej, en tredje vej, og vi opfordrer premierministeren til - i stedet for at spilde tiden - at bruge tiden på at få en bedre aftale, siger hun.

Hvis det skulle lykkes May at få den nuværende aftale vedtaget i parlamentet, vil DUP genoverveje regeringssamarbejdet med May, advarer Foster ifølge BBC Radio Ulster.

- Men der er vi ikke helt endnu, tilføjer hun.

DUP's kritik går blandt andet på udsigten til en såkaldt hård grænse mellem Irland og Nordirland.

/ritzau/Reuters

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...