Mayweather gør comeback mod YouTube-stjerne i juni

Den pensionerede bokselegende Floyd Mayweather møder den unge internetpersonlighed Logan Paul i Miami 6. juni.

Den 26. august 2017 slog amerikanske Floyd Mayweather irske Conor McGregor i T-Mobile Arena i Las Vegas (billedet). Den 6. juni møder Mayweather YouTube-stjernen Logan Paul.

Den 26. august 2017 slog amerikanske Floyd Mayweather irske Conor McGregor i T-Mobile Arena i Las Vegas (billedet). Den 6. juni møder Mayweather YouTube-stjernen Logan Paul.

MIAMI:En opvisningskamp mellem den ubesejrede tidligere verdensmester Floyd Mayweather og YouTube-stjernen Logan Paul er sat til 6. juni på Hard Rock Stadium i Miami i delstaten Florida.

Det bekræfter Mayweather på Instagram tirsdag, efter at boksekampen blev udsat fra sin oprindelige dato 20. februar.

- Den 6. juni 2021 vil Logan Paul og jeg bokse på Hard Rock Stadium, skriver han.

44-årige Mayweather kan prale af en rekord på 50 sejre i 50 professionelle kampe.

Hans sidste professionelle kamp var i august 2017, da han besejrede MMA-stjernen Conor McGregor, som debuterede i bokseringen.

26-årige Logan Paul har bokset en enkelt kamp tidligere. Den tabte han til YouTube-kollegaen KSI.

Kampen blev kritiseret af flere professionelle boksere og arrangører, som mente, at det var en hån mod boksesporten at promovere en boksekamp mellem to YouTube-stjerner.

Kampen blev dog set af millioner af seere, og flere professionelle boksere som blandt andre sværvægtsverdensmester Anthony Joshua roste de to for at trække et nyt publikum til boksesporten.

/ritzau/Reuters

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden