Maze er færdig ved EM

Michael Maze slog polak, men må alligevel forlade EM i bordtennis

Arkivfoto: Ajs Nielsen
Sport 1. oktober 2015 12:09 - Opdateret 1. oktober 2015 14:54

EKATARINBURG: Michael Maze forsøgte torsdag formiddag at kvalificere sig til hovedturneringen ved EM i bordtennis i russiske Ekaterinburg.

Men det lykkedes ikke trods en sejr på 3-1 i sæt i den sidste gruppekamp over polske Patryk Zatowska.

På grund af lørdagens nederlag til italieneren Marco Rech Daldosso skulle Maze vinde i tre sæt over polakken for at være helt sikker.

En sejr i fire sæt kunne også bruges, men så skulle der tælles vundne bolde, da tre gruppedeltagere stod helt lige med fire point hver.

Allerede i første sæt vandt Zatowska med 11-8, og så handlede det om at vinde med så mange bolde som overhovedet muligt for Maze.

Men den mission gik heller ikke særligt godt, da Zatowska hang godt på i de tre resterende sæt, som Maze vandt så knebent som 11-9, 13-11, 11-9.

- Jeg tror desværre, at jeg er færdig, kunne man høre Maze sige lige efter kampen. Og det fik han ret i.

Til gengæld gik Jonathan Groth videre til hovedturneringen ved EM efter sejr i en decideret puljefinale mod den russiske hjemmebanefavorit Viacheslav Burov.

Groth vandt 11-8, 12-10, 11-9 over russeren og gik videre med seks point efter tre kamp.

Ved VM i Kina tidligere i år nåede Jonathan Groth overraskende frem til 1/8-finalen.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...