Maze har mas med DM og sit helbred

Danmarks bedste bordtennisspiller har OL, VM og EM-medaljer, men intet DM-guld - og får det heller ikke i 2007

Hillerød 1. marts 2007 05:00

HILLERØD: Danmarks suverænt bedste bordtennisspiller, Michael Maze, skulle i weekenden have været på jagt efter sin første DM-titel i herresingle. Men det bliver heller ikke i 2007, han får fat i den guldmedalje, der snart er det eneste, han mangler i sin samling. Verdensranglistens nummer 23, som af forskellige årsager aldrig er nået til tops i kampen om det individuelle DM-guld, plages nemlig fortsat af en rygskade, der nu har generet ham gennem snart et halvt år, og som så sent som under Kuwait Open for nylig igen gav ham problemer. Han har i denne uge deltaget i en træningslejr i Brøndby for de bedste spillere herhjemme, og det var herfra, han i samråd med sin fysioterapeut og landstræner Peter Sartz, traf beslutningen om ikke at stille op ved DM-stævnet i Frederiksborg Centret i Hillerød. Med EM og VM, som foregår om kort tid, har man valgt ikke at tage nogen chancer med Michael Mazes ryg. Michael Maze havde sin seneste, reelle optræden ved et DM i 2001, da han tabte 2-3 til Finn Tugwell i finalen. I 2005 var Maze med igen, men måtte trække sig efter første runde. Indtil videre har han vundet medaljer ved såvel OL, VM som EM, men altså aldrig en dansk seniortitel. Nu er det hele den danske elite, minus Maze, ialt 67 spillere i herresingle, som skal kæmpe om titel og medaljer, og specielt tre mand må nu stå med ambitioner om at få fingre i DM-guldet. Martin Monrad, dansk mester i herresingle fem gange, senest i 2003, stod til en semifinale mod netop Maze. Allan Bentsen, dansk seniormester otte gange siden 1991, og faktisk forsvarende mester fra i fjor, er rangeret til en semifinale mod Finn Tugwell, tre gange dansk mester, blandt andet i 2004 og 2005. De tre er alle engageret i udenlandske klubber og spiller ikke med i den danske Elitedivision. Det gør til gengæld fire andre, som sammen med de semifinale-seedede er direkte kvalificeret til hovedturneringen. Blandt dem er Daniel Fynsk, Brønderslev, sammen med Mikkel Hindersson, Virum, Kasper Sjelle, BTK 61 Roskilde og Mads-Peter Jannings, Esbjerg. De 60 øvrige i herresingle må igennem pulje-kvalifikation. De er delt i 20 tremands-puljer, hvorfra kun vinderen går videre. Her befinder de tre øvrige Brønderlsev-spillere, som er tilmeldt DM, sig. Og alle tre har fine chancer for at gå videre. Morten Knudsen skal møde Lars G. Hansen, Helsingør og Frank Nielsen, Hillerød, Kim Høgsberg udfordres af Nick Ilsø, Brøndby og Michael Rigmond, Hvidovre, mens Rasmus Jespersen skal op mod Dennis Rasmussen, Helsingør og Emil Sass Egebo, BTK 61 Roskilde. I herredouble er BI-douen Kim Høgsberg/Morten Knudsen direkte i ottendedelsfinalerne, mens Daniel Fynsk i selskab med en tidligere Brønderslev-spiller, Carsten Egeholt, Esbjerg, skal slå et Hillerød-par for at være lige så langt fremme. Ud over DM-medaljer spilles der også om pladser på det danske landshold til EM i Beograd, hvor Danmark skal forsvare den holdtitel, man sensationelt vandt i 2005 hos mændene. Sportschef Peter Sartz udtager søndag holdet umiddelbart før man spiller finaler.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...