EMNER

MC-klub føler sig svigtet af kommunen

Nibe MC frygter, at kommunen ser skævt til motorcykler og derfor ikke vil hjælpe.

NIBE:En nystartet motorcykelklub i Nibe er skuffet over kommunen. Medlemmerne synes ikke, de får nok støtte hverken økonomisk eller med hensyn til at finde egnede lokaler. De frygter, kommunen har et dårligt øje til dem, netop fordi de kører på motorcykler. - Når vi ansøger kommunen om støtte, virker de interesserede. Men når de så hører, at vi kommer fra en motorcykelklub, trækker de sig tilbage, siger formanden for Nibe MC, Birgitte Bergman. Hvis kommunen nærer mistro til klubben, forstår hun det ikke. Hun understreger, at klubbens medlemmer er stille og rolige folk med gode jobs, der bare kan lide at køre på motorcykel. - Der er desværre en opfattelse af, at motorcykelklubber er præget af et råt miljø. Men i vores tilfælde er det en klar misforståelse. Vore medlemmer er ordentlige mennesker, siger Birgitte Bergman. Hun henviser til, at hvis det var et råt miljø, ville det sandsynligvis heller ikke være en kvinde, der var formand. Afviser kritikken Nibe MC lejer sig ind i en brevdueforenings klubhus for at have et mødested. Det er et bevis på, at kommunen ikke har hjulpet med at finde nogle egnede lokaler, mener de i motorklubben. - Der er andre foreninger her i byen, som lejer en meget billig grund af kommunen, men det kan vi tilsyneladende ikke, siger Birgitte Bergman. Motorcykelklubbens kritik gør indtryk på den ansvarlige på området, formand for kulturudvalget, Jack Jensen (V). Men han afviser, at kommunen skulle vende klubben ryggen, fordi den har med motorcykler at gøre. - Vi har intet imod at have en motorcykelklub i byen. De skal selvfølgelig også have støtte, hvis de er berettiget til det. Der er bestemt ikke nogen politisk holdning om, at vi ikke vil have dem her, siger Jack Jensen. Han understreger dog, at han udtaler sig principielt, da han ikke kender så meget til den konkrete sag. Arbejder videre På generalforsamlingen forleden drøftede Nibe MC, hvorfor klubben ikke får så megen støtte, som den gerne vil have. Klubben er skuffet, men har ikke opgivet kampen for at få mere hjælp fra kommunen. - Planen for det nye år er, at vi vil arbejde videre på at finde et bedre sted at være. Og vi vil stadig ansøge om økonomisk støtte, siger formanden for motorcykelklubben, Birgitte Bergman. Jack Jensen, formand for kulturudvalget, siger, at han vil undersøge, om klubben ikke har fået den støtte, den burde have. Men han pointerer endnu engang, at motorcykelklubben er velkommen i byen. For han kender også godt til lidenskaben for motorcykler. - Jeg tog selv motorcykelkørekort sidste år, og jeg kunne da godt finde på at melde mig ind i en motorcykelklub, fordi man kan dele oplevelser og erfaringer, siger Jack Jensen. På generalforsamlingen blev Louise Jepsen valgt som ny kasserer. Der var genvalg til bestyrelsesmedlem Jacob Sloth og formand Birgitte Bergman.