Færdselsforseelser

Mc-spritkørsel forbudt

Arrangørerne kan ikke tillade promillekørsel på pladsen

SKAGEN:Det er helt forkert opfattet, når arrangørerne af motorcykeltræffet i Skagen tror, de kan give tilladelse til, at motorcyklisterne kører i påvirket tilstand inde på pladsen syd for byen, også selv om det er på et afspærret område. Det siger politiinspektør Stig Lundbo, Frederikshavn Politikreds. I NORDJYSKE er træffets pressemedarbejder Glenn Nilsson citeret for at sige, at træffet har en alkoholpolitik, som tillader stille og rolig paradekørsel inde på pladsen i påvirket tilstand. - Færdselslovens bestemmelser i paragraf 53 om spiritus- og promillekørsel gælder også på motorcykeltræffets plads. Derfor har vi nu skrevet til arrangørerne for at gøre opmærksom på, at færdselslovens regler også gælder på pladsen. Det er en overtrædelse af loven, hvis føreren af en motorcykel efter at have indtaget spiritus har en alkoholkoncentration i blodet over 0,50 promille under eller efter en kørsel også inde på pladsen, fastslår Stig Lundbo. - Jeg forventer efter at have skrevet til træffets arrangører, at den fastsatte alkoholpolitik ved næste års Træf på Toppen bliver i overensstemmelse med færdselslovens bestemmelser, siger politiinspektøren. Rigspolitiets Færdselsafdeling gennemførte på træffets sidste dag - søndag - en razzia på hovedvejen ved Hulsig og standsede ikke færre end 27 motorcyklister og blister med for meget alkohol i blodet. En kvinde havde en promille på 1,92.