EMNER

MC-venner på tur til Norge

FJERRITSLEV:Med et mindre brøl lagde 21 motorcykler fredag morgen fra land i Fjerritslev og stak kursen mod Norge. Det blev til et mindre optog, hvor de i alt 26 personer i det rigtige MC-tøj og på blankpolerede "cykler" brummede gennem byen. Forude ventede i alt tre dages ferie, hvor samværet er i højsædet. I spidsten kørte Jimmy Madsen, Gøttrup Køreskole, som har forberedt turen. Han samlede også et hold sidste år, hvor turen gik til Sverige. - Det var en stor succes, og vi tager til Sverige igen næste år, fortæller Jimmy Madsen. Det hele begyndte egentlig blot med en aftale mellem ham og nogle venner om at tage på tur sammen. Det hørte nogle af Jimmy Madsens tidligere køreskoleelever om, og de fik også lov til at komme med, og så voksede feltet. - Mange kender hinanden. Eller også kommer de til det. Det er hygge, hvor alle snakker sammen i de tre dage, siger Jimmy Madsen. Målet i år er Kragerø ved Larvik, hvor der i dag er to motorbåde til rådighed, så turdeltagerne kan komme på vandet og rundt til nogle af de mange øer i området. I aften skal der grilles, og der skal nok blive kørt en del på motorcykel. Der skulle ikke være en risiko for at køre fast i sne. Det skete for en, da Jimmy Madsen og fire andre var i Kragerø i foråret og så forholdene an. - Det var godt nok en kold tur, husker Jimmy Madsen. MC-vennerne skal nok vække opsigt i Norge. Der er nye og ældre modeller som eksempel en Nimbus fra 1952 med sidevogn.