McCalmans kommer igen

Brovst 25. september 2002 08:00

SKOVSGÅRD: Søndag 29. september optræder The McCalmans på Skovsgaard Hotel. Det er Brovst Musikforsyning, som præsenterer, hvad de kalder en skotsk supertrio, som andet arrangement i efterårets koncertrække. - The McCalmans går på scenen for at fylde den hyggelige sal med humor og et sandt eldorado af sang og musik. Vi er stolte af at kunne præsentere ikke mindre end et verdensnavn, lyder det flot i arrangørernes præsentation af koncerten. The McCalmans har mere end 33 år på bagen som professionel folkemusikgruppe, og er en institution på den internationale folkemusikscene. De er populære ambassadører for den skotske folkemusik og har utallige gange før besøgt Danmark - også Brovst og Skovsgård Hotel. - De er sande mestre i underholdningens svære kunst. Ian McCalman, Nick Keir og Stephen Quigg forstår som kun få, at fange sit publikum fra første sang. Gruppens varemærke er den flotte trestemmige sang, krydret med musik fra akustiske instrumenter som guitar, mandolin, fløjter og bothran, oplyser Brovst Musikforsyning. Gruppens nye medlem Stephen Quigg er trådt ind som tredie medlem efter Derek Moffats alt for tidlige død, og det er første gang Stephen Quigg gæster Skovsgård Hotel. The McCalmans har været inspirationskilde for mange kendte grupper og solister i Danmark, blandt andre Niels Hausgaard, De Gyldne Løver, Tørfisk og Håndslaw.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...