Med 4-4 blev et lille lys tændt for FIK

FIK kom på tavlen i Isligaen, men der venter hårdt arbejde for at nå en kvartfinaleplads

Fodbold 30. september 2002 08:00

FREDERIKSHAVN: Der er lys i mørket at spore i Isligaen for FIK, men det blev heller ikke i fjerde forsøg den succesoplevelse, som alle i klubben og de blot 714 tilskuere på Isstadion havde håbet på, da holdet tabte 4-5 til Herning efter forlænget spilletid. Føringer på 2-0, 3-2 og 4-3 blev hentet af uldjyderne, og sølle tre sekunder før tid i sudden victory afgjorde Dan Jensen tingene til Hernings fordel, da han udnyttede en hurtig kontra efter en stor chance til FIK. Frederikshavnernes træner, Henrik Christiansen, havde lidt overraskende valgt at sætte Kenneth Jensen i mål, og den plads beholdt han igennem hele kampen og holdt således den normale førstekeeper, Johan Westermark, på bænken. FIK startede kampen bedst og kom foran 2-0 på to mål af landsholdsangriber Lars Mølgaard, der var rykket ned i B-kæden og virkede mere målrettet og aggressiv i sit spil end set i de tre første kampe i sæsonen. Også en anden landsholdsangriber, Mike Grey, havde fundet sit gamle jeg frem på isen og leverede en meget helhjertet fight, ligesom de helt på unge på isen viste fremgang. FIK kom på tavlen med 4-4 i den ordinære spilletid, men at se Herning score til 4-5 så kort før udløbet af den forlængede spilletid virkede hårdt for de i forvejen hårdt trængte spillere. Klubben må forvente en sej sæson med hårdt arbejde, hvis målsætningen om at nå DM-kvartfinalerne skal blive en realitet, men med fight og en smule medvind på isen er det trods alt ikke umuligt.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...