Med bedetæpper til piraterne

Det danske krigsskib sejlede i går mod Afrika for at bekæmpe pirater og er udrustet med forsyninger til 90 dage inklusiv udstyr til eventuelt tilfangetagne pirater

Stig Henriksen, materialemester på OPLOG Frederikshavn, med viser indkøbsansvarlig på Absalon Thomas Flauenskjold et indkøbt bedetæppe til de muslimske pirater, som forventes tilbageholdt på det danske skib.Foto: Peter Broen

Stig Henriksen, materialemester på OPLOG Frederikshavn, med viser indkøbsansvarlig på Absalon Thomas Flauenskjold et indkøbt bedetæppe til de muslimske pirater, som forventes tilbageholdt på det danske skib.Foto: Peter Broen

FREDERIKSHAVN:2700 mandskabstimer på værkstedet på flådestationen i Frederikshavn med reparationer og klargøring. Lokale vareindkøb for 1,1 million kroner. Når politikerne beslutter at sende et fartøj som Absalon af sted for at lede NATO's indsats mod pirater ud for Afrikas Horn, kan det mærkes på land i Frederikshavn. - I de sidste timer op til afgang er det hektisk, og roen falder først over os, når skibet er sejlet. Samtidig er det en arbejdsdag som andre, fordi vi hele tiden arbejder med at forsyne søværnets skibe. Det fortæller materialemester Stig Henriksen fra OPLOG Frederikshavn. Tirsdag eftermiddag var der afgang for Absalon, der var pakket med forsyninger til 175 mand. Med var også brød, madrasser, koraner og bedetæpper til de pirater, man måtte tilbageholde. - Det er skibet, der bestiller varer hos os, og vi har vidst i tre måneder, at alt skulle være klar omkring jul. Stig Henriksen leder en afdeling på 23 ansatte, der blandt andet består af indkøbere, som skaffer de mange tusinde varer, som der er brug for. - 2400 forskellige varegrupper står der på vores lister, fortæller han . Absalon er faktisk udstyret til at klare sig i 90 dage med de ombordbragte forsyninger. Mens forsyningerne bliver registreret, har Thomas Flauenskjold fra Absalon nok at se til. Han står for alle husholdningsbestillingerne undtagen maden. Det kan for eksempel være de 480 kg vaskepulver og 1400 engangstallerkner. Sågar store blomstrende potteplanter er bestilt til udsmykning i forbindelse med den officielle overdragelse for NATO's anti-piratindsats, Operation Ocean Shield, til Danmark, som finder sted 25. januar. - Vi har 95 procent af alt det, vi har bestilt, og det sidste får vi i Italien, hvor den internationale stab kommer om bord, fortæller han. Og hvis han eller de andre på Absalon får brug for forsyninger, mens man er af sted, er det OPLOG i Korsør, der har ansvaret. - Men hvis vi f.eks. har udstyr liggende på værkstedet i Frederikshavn til at reparere med på Absalon, er det os, der af Korsør bliver bedt om at sende en kurer af sted til Afrika med reservedelen i håndbagagen, siger Stig Henriksen.