Med børn i tanken

Erik Fey har lokket andre ejere af Morgan-biler til at komme til Hjørring, hvor alle kan købe en køretur rundt i byen og støtte børneafdelingen på sygehuset. foto: bent bach
Hjørring 23. september 2006 06:00

HJØRRING: Alle raske drenge uanset alder - og garanteret også mange piger - har drømt om at sidde i en sportsvogn, men de fleste får aldrig muligheden for at leve drømmen ud. Lørdag er muligheden der i nogle timer på Sct. Olai Plads i Hjørring. Tilmed for en yderst overkommelig pris, når Morgan-klubben tilbyder køreture rundt i Hjørring for bare 50 kroner. Det er ikke, fordi Hjørring Taxi har fået konkurrence for en enkelt dag, for ruten er fastlagt som ren paradekørsel i den indre by, men de rappe sportsvogne er jo heller ikke designet til at fragte lørdagsindkøbene hjem i. Morgan-klubben - med Erik Fey som initiativtager - vil ganske enkelt bare dele deres køreglæde med alle interesserede, for de sætter faktisk penge til på arrangementet. Alle 30 Morgan-ejere har nemlig sagt ja til at køre til fordel for børneafdelingen på Hjørring Sygehus. Pengene går ubeskåret til glæde for børnene.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...