Med depressioner er det nogle gange nok bare at overleve

DEPRESSIONER: Nogle gange er det nok at overleve - her er en insiderberetning om livet med depressioner i epidemiernes tidsalder:

Coronavirussen har gjort livet svært for næsten alle i samfundet.

Kurverne med konstaterede tilfælde, indlagte og dødsfald taler sit tydelige sprog i forhold til situationens alvor.

Sveriges motivgrunde for deres alternative tilgang har dog tydeliggjort at også den psykiske faktor er væsentlig at inddrage. Og andre tilgange end den danske bør måske inddrages, når håndteringen af corona skal evalueres og strategien i forhold til fremtidige epidemier skal fastlægges.

Tidsskriftet Lancet har påpeget, at der kan være en risiko i retning af flere selvmord forbundet med epidemier som coronavirussen - det så man f.eks. blandt ældre i Hongkong under SARS-epidemien.

Men der er både små og store handlinger for dig som medmenneske, pårørende eller depressionsramt for at forhindre den yderste konsekvens.

Ud fra et et voksenliv, hvor jeg i 7-8 ud af de seneste 20 år i varierende grad har døjet med sygdommen, mener jeg at have nogle kvalificerede forslag til, hvordan man overlever den.

Mange - især pårørende - har en formodning om, at man pga. depression skal pakkes ind i vat, men det værste for mig har aldrig været en stress over at have for mange gøremål.

I stedet har depressionerne tæret hårdest på mig, når dagligdagen har manglet den struktur og de krav, som f.eks. et arbejde og fritidsaktiviteter stiller én overfor. Og netop dette punkt rammer depressive - og psykisk sårbare i det hele taget - hårdt i disse tider. I kraft af at være pakkepost har jeg ikke i særlig grad været ramt af samfundets nedlukning.

Konsekvenserne af coronavirussen har dog været anderledes og brutal for de psykisk syge, der ikke er har kunnet opretholde de aktiviteter, der satte en altafgørende ramme for deres hverdag.

Det kan sammenlignes med en pludselig fyreseddel fra en årelang arbejdsplads.

For din verden ramler sammen, din identitet forsvinder og det der var omdrejningspunktet for din tilværelse er der ikke længere.

Så voldsomt er slaget for en psykisk sårbar, når de menneskelige relationer - i form af den hobby, fritids- eller sportsaktivitet pga. corona - forsvinder bort.

Aktiviteten var måske det eneste, der holdt afgrunden på afstand, for mange psykisk sårbare er også førtidspensionister uden familie, kolleger eller venner at støtte sig til.

På trods af ovenstående må min opfordring til depressive være at tage ja-hatten på - både i denne og fremtidige epidemier. Ikke forstået som en fordring om at være positiv, at ”se lyst på det”, at udvikle og sætte sig nye mål.

Det lader sig pr. definition ikke gøre at overskride depressionens spændetrøje og vælge ja-tilgangen. Men mange depressive står med en tilværelse, der præges af ubeslutsomhed, mangel på energi eller interesse i forhold til det, der normalt begejstrer én. Og her kan ja-hatten være midlet til, at man siger ja til at gå en tur, at tage i butikken, at synge med Philip Faber eller hver dag at skrive med en fra den aktivitet, man før corona var en del af.

Det paradoksale er dog, at selv om jeg ofte har dikteret mig en positivitet og ja-attitude for de kommende dage, så formår depressionen stadig at få bugt med enhver livsgnist.

Det hjælper mig hver dag at klimpre lidt på guitaren, ringe til en ven eller gå en tur ved havnen, men det er sgu en kamp.

Men formår jeg at vinde striden - og få ja-reaktionen til at blive en integreret del af dagligdagens handlinger - så er jeg kommet langt.

For når udgangspunktet er en selvbebrejdende og indesluttet nedtrykthed, kan ja’et som default-handling blive en mekanisme, der i det mindste ikke bringer én i en dårligere sindstilstand.

Personligt har jeg oplevet at miste mange venskaber, fordi jeg sagde nej og ikke var vedholdende i mine relationer til andre mennesker.

Men den onde spiral, der ofte ledsager depressionen, gør det vanskeligt at have det selvværd, der bør holde en fast på, at man betyder noget for andre mennesker.

Og opgaven for dig som mit medmenneske eller som pårørende er nogle gange at tage det insisterende skridt som den depressive ikke er i stand til. For problemet for den depressive er, at fastlåstheden i et depressivt tankemønster gør, at man ikke bare tage en beslutning om at tænke positivt og træde ud af sit ståsted.

Som jeg ser det, er et liv med fysisk aktivitet ikke en universalkur, men jeg har set det være en redningsplanke for flere af dem, der blev udskrevet efter flere års indlæggelse på Skt. Hans Hospital i midten af 00’erne.

Et fysisk velbefindende kan være et sted at starte, så man som et nogenlunde helstøbt menneske kommer over på den anden side af de katastrofale langtidsindlæggelser, der tidligere blev benyttet.

Disse omkostningstunge og ubegribeligt menneskeødelæggende indlæggelser over flere år er heldigvis ikke længere en del af psykiatrien, og ej heller den automatudskrivning til førtidspension af psykisk syge.

For konsekvensen af mange år på en afdeling var, at éns mentale tankesæt blev institutionaliseret hen imod en passiv tilværelse, der ofte endte med 10.000 kroner udbetalt hver måned i førtidspension - uanset om man var 23 eller 53 år.

For mit vedkommende var det en blanding af en indgroet arbejdsmoral og vel også personlig viljestyrke, der gjorde at jeg kom til et punkt, hvor jeg valgte pensionen fra. Pensionen kan vel næppe fratages én, men jeg har det immervæk bedst med ikke at leve af andres penge, når jeg godt kan selv. Og sådan har jeg det også i mit nuværende job som postbud.

Afslutningsvist er det vel en trivialitet at sige, at den konkrete udmøntning af en psykisk sygdom varierer. Men fælles for dem alle er, at éns selvbillede er på vrangen. For mit vedkommende har jeg haft et billede uden selvværd, som misforstået og præget af selvbebrejdelse. Og udover at livet ikke er så rart at leve, bliver det også meget sværere at leve.

Hvis éns naturlige reaktionsmønster ikke er at være åben om sit indre liv, fremstår man let afvisende og som et ikke særligt muntert bekendtskab. Derved støder man mange mennesker fra sig, jagten på drømmejobbet vanskeliggøres og motivationen til at forfølge de sociale sammenhænge - der udefra set synes gode for én - skrumper.

Derfor har jeg ofte oplevet isolation som en uundgåelig konsekvens af depression.

Men det omgivende samfund og de fællesskaber, som den depressive er en del af, kan faktisk gøre noget her.

Med nogle af dronningens nytårstaler fra 10’erne i erindring kan en øget opmærksomhed, blik og omsorg for hinanden fremhæves.

Man kan også spørge sig: Hvornår har jeg rakt hånden ud til en, der lider, og har efterfølgende fortrudt mit initiativ? Det har jeg personligt aldrig oplevet. Tværtimod fremstår de, der uventet meldte sig i nødens stund som unikke mennesker med en enestående, næstekærlig medmenneskelighed.

Faktisk kan et syn på et menneske, der synes lidt ”gråt”, markant ændres i det, de henvender sig til én i et ”jeg er her for dig”.