Syvsten

Med egen bil kan man selv bestemme, hvad man vil se

SYVSTEN:Når de tager længere væk - til Italien, Nordnorge, Normandiet eller England og Skotland - er det med bus, men et par gange har Karen og Edgar Ottov fra Syvsten været på egen boldgade i Slesvig-Holsten. I egen bil men med hotel og størstedelen af forplejningen bestilt på forhånd. - Og det er perfekt for os, siger ægtefællerne, der begge har været lærere i et langt liv. Når man har sin bil med, kan man selv bestemme, hvad man vil køre ud og se, og man bestemmer selv, hvor lang tid, man vil bruge på et museum eller en udsigt, siger de. Det var en tv-udsendelse med Gorm om Slesvig-Holsten, der fik ægteparret til at udforske netop det nordtyske. På den første tur med udgangspunkt i byen Tarp. I anden omgang med Dersau som base. - Det har været rigtig godt, siger Karen Ottov. Med overdådige morgenborde, små, hyggelige hoteller, hvor man virkelig bliver forkælet, og med middagen klar om aftenen, når man kommer tilbage fra en udflugt. Vi får vores termoflaske fyldt, inden vi kører ud om morgenen, og så er det nemt at købe en sandwich dér, hvor man nu kommer hen. Ægtefællerne, der er 71 og 75 år, og som har guldbryllup i sommer, kunne godt finde ud af at arrangere sig med overnatning og forplejning på egen hånd. - Men det ville kun blive dyrere for os, siger Karen Ottov. Disse miniferier er meget, meget rimelige, og for os er det en god kombination med den frihed, man har til selv at bestemme, hvad man vil se på de steder, man besøger. Vi har aldrig været på charterture, for det er ikke os at ligge på en strand. Vi vil gerne opleve naturen og kulturen på de fremmede steder. Karen og Edgar Ottov ville ikke køre langt væk hjemmefra på kør-selv-konceptet. - Nej, på længere ture tager vi med Nilles Busser. Der skal man indrette sig lidt mere efter andre, naturligvis, og det gør man så, og også de ture har virkelig været en oplevelse.