Med far på arbejde

Frejlev 13. september 2002 08:00

AALBORG: Claus Holm, ansat i Spar Nord hovedsæde på Skelagervej, havde rigeligt at se til i går. Hans opmærksomhed var nogenlunde ligeligt fordelt mellem de udenlandske aktier og børnene, Line på halvandet år og Louise på knapt tre. - Jeg er nok ikke så effektiv på jobbet, som jeg plejer at være, undskylder han, mens kollegerne griner. Claus Holm er blandt de tusindvis af forældre i Aalborg Kommune, der er tvunget til at finde andre pasningsmuligheder til børnene, mens pædagogerne strejker på anden uge. - Hidtil har vi trukket på bedsteforældrene. Men de er jo også travle mennesker og kan ikke stå til rådighed hver eneste dag. Derfor har jeg været nødt til at tage børnene med på arbejde, smiler han med sved på panden. Barnevognen står lige bagved kontorstolen, og mindst et par gange i løbet af dagen må han forlade skærmen og de udenlandske aktier for at skifte ble på den mindste. I går formiddag var der ialt fire børn i Spar Nords hovedafdeling. De to andre var Josefine og Cecilie, seks og syv år, hvis mor, Lene Hundahl er projektleder for bankens it-udvikling. De to piger går til dagligt i skole og DUS-ordning i Frejlev. Men skolen er blokeret og pædagogerne strejker, så Lene Hundahl har set sig nødsaget til at tage døtrene med på jobbet. - De bliver afhentet af bedsteforældrene til middag, forklarer hun. Siden pædagogstrejken startede i sidste uge, har Lene Hundahl klaret sig igennem ved hjælp af netop bedsteforældrene, nogle flinke naboer, ligesom hun selv har ofret et par feriedage for at være hjemme og passe børnene. - Jeg har indtryk af, at de fleste forældre ligesom os klarer sig igennem lidt på må og få. Det er svært at få hverdagen til at fungere ordentligt på denne måde, og jeg ser da gerne pædagogerne gå i arbejde igen hurtigst muligt, siger hun. Lene Hundahl har også en lille søn, Oliver på fire år, som i går blev passet hos en legekammerats forældre. Men Lene Hundahl mener, det er begrænset, hvor meget hun kan tillade sig at trække veksler på bedsteforældres, naboers og andre menneskers venlighed.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...