Fødevarer

Med FN 430 til Aalborg

Da jeg var dreng, holdt min familie aldrig ferie. Men vi tog tit på udflugt dengang i begyndelsen af 60’erne. Når det blev forår, sejlede min far, fiskeskipper Egon Stenbakken, i Nordsøen, og hele sommeren landede hans besætning deres fangst i de engelske havnebyer, Grimsby og Hull, og hjemme på Lindegårdsvej i Frederikshavn modtog min mor uregelmæssigt højt skattede breve med engelske frimærker fra far. Og på samme måde noget så eksotisk som bankanvisninger i engelske pund, som blev vekslet til, hvad vi børn dengang anså for ufatteligt store beløb. Det var derfor, at den engelske dronning Elizabeths frimærkekontrafej hurtigt blev højtelsket i vores familie. Alle Frederikshavner-kutterne over en vis tonnage fiskede dengang i Nordsøen om sommeren, og når man ser de jordopfyldte havnebassiner i byen i dag, er det svært at forestille sig, hvorledes de kunne ligge tætpakket med lyseblå skuder med den karakteristiske røde vandliniestribe, når fiskerflåden var hjemme. Når sommeren begyndte at rinde ud, og hundedagene stod for døren, vendte far som regel stævnen på FN 430, ”Bikea”, hjemad, og vi tog på en daglang togtur til Lemvig, hvor vi - mor og jeg og mine to søskende - genså ham efter to - tre måneders fravær. Her boede vi på hotel eller sømandshjem og havde nogle dage sammen, inden far genoptog snurrevodsfiskeriet i Nordsøen. Så nej - jeg erindrer ikke, at vi egentlig sådan i traditionel forstand holdt familieferie sammen, da jeg var barn. Men jeg husker udflugter til Bratten Strand med madpakke, eller når vi lejede en bil og besøgte Tolne Skov og pavillonen. Og så var der dengang, vi sejlede til Aalborg. Fast udflugtsmål om sommeren var nemlig en tur i Zoologisk Have i storbyen, som både havde Salling og rullende trapper og springvand. Her passede det med, at far og hans besætning skulle i Nordsøen og derfor ville sejle gennem Limfjorden og sætte os - mor og os tre unger af. Inden vi sejlede, var der aftensmad hos min bedstefar på Hjørringvej. Det er altid godt at få noget i maven, inden du skal sejle. Alligevel gik det hurtigt galt, da vi først var stævnet ud gennem molehovederne i Frederikshavn. Måske var det nogle daggamle stormdønninger, eller måske var det lugten nede i lugaret ude foran. Du kravlede ned til mandskabskahytten ad en lodret trælejder, forbi de to fedtede gasblus i det minimale køkken og kom så ned i selve opholds- og soverummet. Men et bredt bord midt i, en petroleumsovn for enden og køjerne langs skibssiderne. Her var det meningen, at vi skulle sove, indtil vi anløb Aalborg. Men snart begyndte min mave at ville noget andet. Kraftigt hjulpet på vej af brakvandslugt og kvalm petroleumsstank. Der var også noget med at jeg havde spist en masse rå gulerødder, men jeg nåede da at komme op på dæk, inden de igen så dagens lys. Min far forlod styrehuset og overlod roret til bedstemanden, efter at jeg havde tømt maven, og han fik forklaret mig, at der værste, når man var søsyg, var at være uvirksom. Så jeg fik en flaskegrøn glaskugle - oprindeligt brugt som garnflåd - med en line bundet i, og så morede jeg mig med at smide den ud i kølvandet og se den danse rundt i bølgerne, og glemte ganske min utilpashed. Mor og mine to søskende kom også op og fik plads i styrehuset, hvor der både var bedre luft og udsigt til horisonten, og senere på aftenen - jeg husker ikke hvornår - blev vi så puttet og sov trygt i køjerne under dæk til næste dag. Den oprandt morgensolsstrålende og med en helt blikstille Limfjord udbredt for mine øjne, da jeg næste dag kom op. De grønne, dugperlevåde enge, græssende røde køer og i det fjerne cementfabrikkens hvide skorstensrøg fra Rørdal. Vi lagde til med ”Bikea” ganske nær Limfjordsbroen og fandt et mejeriudsalg i nærheden, hvor vi købte lune rundstykker og mælk, og bagefter tog vi afsked med far, inden vi tog i Zoo. Dengang var det en primitiv sag med bjørnegrotten, hvor du stod og kiggede ned på de brune bamser, der velvilligt snurrede rundt, hvis du drejede en jordnød over deres pelshoveder, og der var bavianburet, hvor du kunne komme helt tæt på og håndfodre. Hvordan vi kom hjem igen - med bus eller tog til Frederikshavn - husker jeg ikke. Men den dansende, mørkegrønne glaskugle og morgenindsejlingen til Aalborg glemmer jeg aldrig.