Børnepasning

Med hele familien på koloni

På daginstitutionen Kløvermarken prioriterer de samarbejdet med forældrene så højt, at far, mor og søskende inviteres med på dette års koloni. Onsdag til fredag i denne uge drager således 115 deltagere til familiekoloni på Drengeborgen syd for Aalbæk. - Vi tror, at vi opnår de mest optimale vilkår for børn, når vi slår bro mellem institution og hjem. Derfor har vi i årets løb mange familiearrangementer, fortæller pædagog Ulla Egholm fra Kløvermarken. Børnehaven holder santhans-aften, bedsteforældredag, legedag for hele familien, arbejdslørdag og fælles svømning hver fredag i vinterhalvåret. Desuden holdes forældrekonsultationerne i hjemmene. - Baggrunden for familiekolonien er, at vi synes, at det er vigtigt at de forskellige forældre lærer hinanden at kende. Derved kommer de til at kende de familier, som deres børn besøger for at lege eller til børnefødselsdage. Til daglig i børnehaven ser man måske aldrig hinanden, siger Ulla Egholm.