Med hjerne og hjerte

At lede en skole er en kompleks opgave.

Skolevæsen 30. november 2011 05:00

Skoleledelse har betydning for, hvordan den enkelte skole arbejder fagligt, pædagogisk og kollegialt, og for hvordan skolen fungerer i forhold til omverdenen. Ligesom det er muligt f.eks. at finde karakteristika for, hvilke former for ledelse af professionsfællesskaber, der sikre effektivitet, gode resultater og en attraktiv arbejdsplads. En attraktiv arbejdsplads er også præget af en fællesskabsetik med positiv konkurrenceånd og socialt sammenhold præget af evnen til at lytte til hinanden og give hinanden konstruktiv kritik. Som medlem af bestyrelse for EVA og formandskabet for Skolerådet igennem godt fem år kan jeg konstatere, at mange undersøgelser peger på, at styringskæden fra politisk beslutning til forvaltning til decentral ledelse til fag professionelle i det offentlige og videre til barnet/eleven/det unge menneske og deres forældre rummer mange muligheder for brud - og det desværre sker. Offentlige institutioner/organisationer er politisk styret, vores opgave som ledere i det offentlige er at sikre, at beslutninger bliver implementeret som et led i den fortsatte kvalificering af velfærdssamfundet. Samtidig er det vigtigt at tage medansvaret på sig og melde tilbage til overordnede led, hvis der er uhensigtsmæssigheder i beslutningerne. Det kræver af os som ledere, at vi vælger at ville og turde lede gennem og med forandring. Vi skal markere ledelse med ambitiøse kvalitative mål samtidig med at vi understøtter gode processer med dialog. Vores medarbejdere skal kende missionen og guides vejen til at det lykkes. Missionen skal tale til såvel vores rationelle jeg - som de irrationelle lag i personen - og organisationen. Formuleret som et slogan kan vi sige, at vi skal lede med hjerne og hjerte. Det kræver, at vi som ledere udtrykker begejstring, lyst, mod, passion samt tro på at vores engagerede medarbejdere vil yde deres bedste. Engagerede medarbejdere er ikke nødvendigvis tilfredse medarbejdere. Ligesom dygtige ledere ikke nødvendigvis er populære ledere. Det er et arbejdsanliggende at gå på arbejde, hvor vi må respektere og værdsætte hinanden. Min grundholdning til ledelse er, at ledelse er at skabe vilkår. Vi skal som ledere være opmærksomme på, at vi er der for vores medarbejdere, så de kan gøre deres bedste, når de "er der for børnene/eleverne/borgerne". Såvel medarbejdere som borger ønsker inddragelse. Medarbejdere på velfungerende kommunale arbejdspladser bruger deres energi på opgaven - og ikke på energikrævende relationer med kolleger og ledelse. Det gode arbejdsmiljø frisætter kræfter til kerneydelsen. Vi kender det alle, når vi er i trygge relationer og føler sikkerhed, spekulerer vi ikke på, hvordan, hvad, hvornår, hvorfor samt hvordan alt kan tolkes. I sikkert og trygt rum, hvor vi har det fint med relationerne flyder kommunikationen nemt - også hvis der er noget, der er svært. Den ledelse, der udøves på en kommunal arbejdsplads, er helt central for serviceydelsens kvalitet og mulighed for at forbedre praksis. Der er ingen simple manualer eller simple metoder til god, kvalitativ og effektiv ledelse. Det er en on-going proces, hvor man som leder må sætte ind, hvor der er gode grunde til anerkendelse og værdsættelse - og hvor der er noget der ikke fungerer tilfredsstillende, og dermed må forbedres. Det læringsmiljø, den kultur, vi gerne vil skabe omkring børnene, det skal vi også skabe med hinanden. På den ene side handler det om ambitiøs ledelse - at ville opnå den bedste mulige serviceydelse på den anden side om omsorgsfuld ledelse, hvor vi er stærke for vores medarbejdere, hvis de kortvarigt ikke er det. Det handler om grundlæggende værdier i praksis - ikke kun i ord, men i gerning. Når man som medarbejder (bemærk ledere er også medarbejdere) oplever anerkendelse og værdsættelse smitter det af på éns glæde ved at gå på arbejde.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...