Med hjernen på afrikansk ferie

MUSICALSHOW Vibrating Africa Afrikansk musik har en evne til at tale til kroppe i alle lande. Hjernen er kun med på en kigger, kan man sige, når rytmerne forløses med livsglæde og kropslighed. Det skete mandag i kongrescenteret gennem godt 20 optrædende i det sydafrikanske musicalshow "Vibrating Africa". Desværre skulle man igennem et længere fortænkt forspil inden danserne lod rytmerne regere fuldt ud, så tilskuerne var på nippet til at smide buskort og pænhed og danse indre stammekrigere frem på sæderne. Showets første halvdel skulle være en hyldest til det sydafrikanske folks livsglæde, men det blev pakket ind i ghetto-romantik i form af en politisk korrekt kærlighedshistorie. Her var elementer af stomp, akrobatik og breakdance, når arbejdshold gik til den, men optrinnenes tempo var meget ens med få skift. Ofte faldt en eller to af danserne lidt ud af forløbene hvor de tydeligt skulle være synkrone, og vi fik kun få, korte sætninger på engelsk i et kildevæld af zulu til at binde handlingen i ghettoen Soweto op på. Kun de flotte korharmonier, som Sydafrika er blevet berømt for, virkede helt overbevisende. Det var pænt, musicalagtigt på den ferske måde. Fuldt af smilende mennesker, der lavede musik lige så snart de så hinanden på dette dybt fattige og ekstremt voldelige sted, der stadig er blandt verdens mest kriminelle. Bare en antydning af andet end spontant juhu havde givet en klædelig modvægt og dybde til de muntre indslag. Det her lignede forstadiet til en Disney-film, dog uden nuttede dyr. Revanchen kom efter pausen. Den tynde historie mellem blomsterpigen Sita, der vist var høvdingedatter, og skopudseren Mombani, der vist rigtignok var skopudser, førte hurtigt ud i en landsby, hvor baduljen endte i 45 minutters fyrværkeri af flot varierede stammedanse, mens den ligegyldige kærlighedshistorie fadede ud. Kun få fødder blev her sat forkert, og det, der kunne have virket som afrikansk kitsch virkede ægte, oprindeligt og følt. Tilskuerhjernerne hoppede glade på ferie, mens de tilbageværende kroppe lod sig forføre af showet på scenen. Rytme, krop og udtryk smeltede sammen, som den kan i Afrika og vi blev behageligt belært om, at musik, kan være for livlig til at stå mellem de stive taktstreger, vi mest betjener os af i Europa. Også selv om slutsangen, det tredje ekstranummer, blev lidt et antiklimaks. På mig lød det som en udkogt melodi grand prix udgave af "We Are The World". Men det skal hjernen glemme, mener kroppen. Alt det, der sidder under panden endte med at få gode minder med hjem fra salen. Knud Labohnknud.labohn@nordjyske.dk "Vibrating Africa" Aalborg Kongres & Kultur Center, mandag