Med hjertet forrest

Der er langt fra Løkken til samfundets bund. Tina Bømler tager turen

9
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

- Min morfar blev som en far for mig, men jeg var ikke glad ved, at han var så meget af en original.

Det supernydelige skotske boyband Bay City Rollers hang på væggen. Hesten var en pony ved navn Jesper, håndbolden blev voldsomt flittigt kastet, og skolen til hver en tid passet, som den skulle. Tina Bømler var en god pige, der voksede pænt op - og selv ikke som ung teenager i slutningen af 1970’erne gjorde sig ud til bens i barndommens Løkken. Tværtimod. Det vigtigste var at “være som alle andre”. Og var der nogen, der havde sagt, at hun ville bruge de fleste af sine vågne timer som voksen på at tage sig af dem, ingen andre vil lege med, havde hun “benægtet det hårdnakket”. Men den nu 45-årige vendelbo har siden sit sidste år som teenager knoklet som den sociale samvittighed, de fleste af os har, men sjældent lader blive til mere end en enkelt god gerning i ny og næ. Hun uddannede sig direkte fra gymnasiet til socialrådgiver, lagde siden flere universitetsår til, blev cand.scient.adm. og fik sin ph.d. for at kunne arbejde lige præcis der, hvor hendes evner gør størst gavn for de fleste. Som lektor ved Aalborg Universitet underviser, forfatter og forsker, undersøger, taler og skriver hun om og i forsvar for dem, der er sat ud. De psykisk syge, de prostituerede, de hjemløse, de udsatte, de udstødte, samfundets allersvageste. Hvorfor dog? - Jeg kan ikke lade være, indleder hun. Spørgsmålet virker åbenbart næsten for enkelt til at kunne besvares, men hun forsøger gerne at grave dybere i, hvad der driver hende. Det er ikke ligetil, for hun vil helst snakke om det, der optager hende, ikke om sig selv. Men hun er velopdragen, høflig og samvittighedsfuld og svarer efter en tænkepause og en ekstra slurk sort kaffe. - Det virker stærkt provokerende på mig, at vi ikke har plads til de allersvageste. At vi ikke vil tage os godt af dem, der har det allerdårligst, som ikke kan klare sig selv. Det har vi vel egentlig aldrig gjort, hvorfor ikke opgive kampen? - Nej. Nej. Jeg har en tyrkertro på, at det nytter. Der skal være plads til dem! Vi kan ikke være andet bekendt. Det kan vi ikke. Og når man har mødt dem... De går i hjertet på mig. Alle burde besøge et herberg, især alle politikere. Men det er selvfølgelig nemmere at lade det ligge, hvis ikke man har set det selv. Men jeg kan ikke forestille mig et liv, hvor jeg ikke råber op om den dybe sociale uretfærdighed. Jeg giver ikke op. Det kan jeg ikke, fastslår hun. Især fordi, “vilkårene er blevet værre”. - Det er faktisk ikke tilladt at være svag i dag, konstaterer hun. - Vi skal alle arbejde, men det er ikke alle, der kan. Der er nogle, der ikke kan klare de krav. Man kan sige, det begyndte som en positiv ting, at Socialdemokratiet med Ritt Bjerregaard i spidsen i midt i 1980’erne lagde ud med, at der var brug for alle, og at man derfor skulle se på alle som nogle, der skulle have adgang til job. Det var sympatisk tænkt. Men virkeligheden er bare ikke sådan. - Virkeligheden er, at mange ikke kan klare at arbejde, ikke kan klare det daglige pres. Og de har fået det meget værre. For siden er der blevet endnu strammere krav til dem, det er blevet endnu sværere at få pension, og i dag bliver de sendt ind i matchgruppe 5, hvorfra de sendes ud i aktivering, i projekter og alt muligt andet for at prøve, om de kan arbejde. De presses, de stresses, de får at vide, de ikke er gode nok, at de er til besvær. Det er urimeligt. Tina Bømlers sociale indignation er klar. Hun står parat ved siden af dem, der ikke kan tale for sig selv. Og hun vil gerne tale til dem, der godt ved, hvordan de skal skabe et liv. - Vi har vel alle et ansvar for det skred, der er sket. Vi er gået fra at have været borgere til at se os selv og hinanden som nogle, der først og fremmest arbejder. Det er på arbejdet, vi måler hinanden. Får værdi. Men sådan kan man ikke måle mennesker, understreger hun. Tina Bømler sidder i sin blødt blå sofa i den ene ende af sit brede liv. Lyset sejler ind af vinduerne i det nybyggede hus i gammel stil på naturgrunden ved Rubjerg med egen sø og to flatcoated retrievere, Sandra og Victor, mor og søn, der tumler rundt. Her er smukke møbler, bøger i reolen, franske døre ud til køkkenet, hjemmekontor, levende lys i Swing-stagen fra Georg Jensen og lyserøde tulipaner i Michael Bangs glasvase fra Holmegaard. Selv er hun lækkert klædt, smart, elegant, funktionelt og med Henning Koppels broche Splash som et legesygt brud med det nydelige. Og så støvlerne. De er røde og af lak, men “er fra Ecco, gode at gå i og med en lav hæl”, griner hun, for de skal kunne bruges, når hun står op hele dagen og holder forelæsninger på universitetet. Der er langt fra denne ene ende af hendes liv til den anden. - Hvis ikke jeg selv har overskud, kan jeg ikke arbejde og gøre gavn. Og jeg nyder det smukke og rolige herude. Jeg føler ikke skyld over at klare mig, når andre ikke gør det, men der har da været mange tanker... Det kræver noget at holde sin indsats for øje. Men man lærer at håndtere det, at rumme det smertelige. Det kan stadig tage nogle dage at få et besøg på afstand, og der har været en del gange, hvor det har været næsten umuligt. Som med den unge fyr i Fredericia, en psykisk syg hjemløs, der var bange for, at han også ville binde sin nye golden retriever til togskinnerne, så den blev kørt ihjel, for det havde han gjort med sine to tidligere hunde. Stemmerne havde beordret ham til det. Eller den hjemløse, der havde karantæne fra varmestuen, og en aften i dyb frost genkendte hende og bare ville låne et lunt sted at overnatte. - Jeg gør mest gavn ved at skrive, ikke ved at arbejde som frivillig eller ansat. Det er der, mine evner ligger. Men under bruseren kan deres skæbner dukke op. Man kan ikke sådan lukke helt af, men det er nødvendigt for mig at have den store kontrast, at få hjernen blæst igennem nede ved vandet. Havet er hendes ven. Bølgerne binder hende så stærkt, at hun kun holdt et enkelt år væk fra dem, da hun tog 1. g på Viborg Katedralskole. - Men der var altså for pænt, for nuttet. Der er mere råt og højere til loftet heroppe, siger hun, der “absolut” ikke er enig i, at Janteloven følges nøjere nordpå end i resten af landet, ligesom hun heller ikke finder, at der ikke er plads nok til alle i de små byer som Løkken. - Havnebyerne er jo vendt ud mod verden. Her er man vant til have kontakt med fjernere egne og til at se mærkelige folk. Min morfar var der da plads til, og han var godt nok noget af en original. Det brød jeg mig ikke om dengang, men nu... Tina Bømlers morfar var tårnursfabrikant Henry Kjeldsen Nielsen. En opfinderfyr med skøre ideer, der også var så anerkendt, at han byggede uret i Arne Jacobsens berømte rådhus i Århus. Men på hjemmefronten gav han lille Tina store kvaler. - Det værste var dengang, han cyklede op ad Kirkegade med en hest. Den stak af, han ville ikke give slip, han væltede, og blodet piblede ned over hans kronragede hoved. Jeg var så flov, at jeg løb direkte hjem. Og hjem var hjemme hos morfar og mormor Ester. Det var hos dem, Tina voksede op, efter at hendes far døde, allerede da hun var to år, og hendes mor, “ikke kunne bære sorgen og tog ud at sejle”. - Jeg forstår hende godt, men jeg er tit blevet spurgt, om jeg ikke savnede mine forældre? Men børn tilpasser sig. Jeg kan kun huske en enkelt oplevelse med min far: At hans skægstubbe stak, da han krammede mig... Og min mor så jeg jo, men det var mine bedsteforældre, der var mine primære omsorgspersoner. Der kom lige et fagudtryk! - Ja, det må du nok sige, det smitter af, griner hun højlydt og drikker lidt mere kaffe, mens hundene leger videre under sofabordet, og hun undskylder deres glæde med manglende opdragelse. - Jeg er nok ikke helt ligesom mine bedsteforældre... Ligesom Tina var hendes mor, Connie, enebarn, og bedsteforældrene tog den lille pige til sig, uden at hun siden har hørt nogle sætte spørgsmålstegn ved det. - Jeg har heller ikke spurgt. Det gjorde man ikke. Det gjorde jeg ikke. Jeg fik en opdragelse, en god en, men svarende til deres generation. Der var ingen smuthuller, lektierne blev lavet, jeg pjækkede aldrig, der var ingen pædagogiske eksperimenter. Jeg var artig, det var jeg. Men jeg vidste, det var lidt anderledes, og jeg brød mig bare overhovedet ikke om, at min morfar var anderledes end de fleste. Næst efter det vilde ridt var det værste, at han en dag skulle besøge hende på lejrskole i Nr. Lyngby, hvor forældrene skulle spille fodbold med børnene. Han kom med en stol til sin kone, satte hende i den, tog så et søm og en hammer op af værktøjskassen, hamrede et søm i den ene målstolpe og hængte jakken derpå. Hamrede et søm i den anden og hængte en klokke. - Jeg kunne være krøbet i et musehul... Børn ønsker bare at være almindelige. Jeg var så misundelig på dem i de pæne parcelhuse magen til hinanden, men vi boede i et gammelt byhus, som jeg jo i dag synes er langt skønnere. Evnen til at erindre og mærke, hvordan det var som barn, hvordan man selv følte det, hvordan andre har det, mestrer Tina Bømler. Det er indlevelsen, der giver engagementet. Det kommer indefra. Ikke fra familien. Bedsteforældrenes havde et hjem “som Mads Skjerns, tingene er, som de er, nogle er stærke, andre er svage, og jeg gik op i alle de almindelige pigeting...” Det var først i gymnasietiden, hun begyndte at lade sin indlevelse glide over i indignation. Her fik hun hjertet og hjernen til at arbejde sideværts. Søgte sige egen holdninger. Også højlydt i skoletiden, var “provoketør og samfundsomstyrter” og ikke ligefrem så flittig som før. - Jeg synes ikke, jeg kan sige, jeg har private motiver til at arbejde for de svageste, siger hun, der snarere bruger ordet kald om det, der for hende og andre før i tiden var indgangen til jobbet som socialrådgiver, og også til at blive f.eks. præst, læge og lærer. - Det er anden måde at gå til jobbet på, som også hænger sammen med, at man så det som en opgave, man havde holdning til. Det var et politisk hverv, så at sige. At de offentlige ansatte, som alle med omsorgsjob stort set er, havde holdninger, var “en stor anstødssten for ikke bare Ritt Bjerregaard, men er det helt frem til i dag”. - Det er den tid, vi lever i. Enhver skal klare sig selv, ved bedst selv, og skal de hjælpes, skal det være til at se, f.eks. ved, at de kommer i job. Men min holdning er, at man ikke kan være resultatorienteret med de allersvageste. De skal ikke hele tiden konfronteres med krav om at passe f.eks. job, som de ikke kan leve op til. Hendes idealistiske tilgang til livet og brugen af dets timer, fjernede også enhver tvivl om, hvorvidt hun skulle beholde barnet, da hun blev gravid kort efter studentereksamen. - Katrine bor i Hjørring og læser til sygeplejerske. Det er sådan en gave at have en voksen datter, det er utroligt! Forholdet til hendes far, Lars Brobak, holdt ikke ved, men at indlede sit voksenliv med at være familie forstærkede hendes effektivitet og målrettethed. Der skulle nås noget, og der skulle være en mening med det. Den mening stod helt klar for hende, efter hun havde været nogle dage i Skjern. Skjern? - Ja, det blev et vendepunkt. Som studerende kom jeg i halvandet år på et institution for psykisk syge, meget udsatte unge. Jeg bombede lige ned i den mest sårbare gruppe med de værst tænkelige problemstillinger. Det gjorde så dybt et indtryk, at jeg ikke har sluppet det siden. Det var hendes mentor, nu afdøde professor Tore Jacob Hegland, der sendte hende til Skjern, og det er ham, der har betydet mest for hendes faglige udvikling. Han troede på hende, var en ildsjæl som hende, men døde for tidligt, i 2002. Hun har aldrig arbejdet eller studeret andre steder end på Aalborg Universitet, hendes faglige karriere går næsten lige ud, men livet udenfor universitetet tager nogle voldsomme sving. Et af de mest synlige var, da hun i 1997 som højgravid med tvillinger bliver valgt ind i kommunalbestyrelsen i Løkken på Upolitisk Liste med oprydningen af Løkkens drukimage og turiststil som mærkesag. Først 10 år efter skete der reelt noget, men hun hev sagen frem, mens Rune og Jeppe var helt små og lidt større. Ved næste valg var hun skiftet til Det Radikale Venstre, og kom ind i den nye store kommunalbestyrelse, som hun dog forlod i 2003 på grund af arbejdspres og hjemmestress. - Det var sundt at sidde på den anden side af skrivebordet og opleve, hvor lidt magt lokalpolitikerne egentlig har. Det er frustrerende for demokratiet. Og jeg gør det ikke igen. Det lokale engagement gav også kogebogen “Til bords i Løkken” forfattet sammen med drengenes far, Jørgen Ussing, som hun i 2004 blev skilt fra. - Mad er min store lidenskab, vi var også med til at drive restaurant Glashuset i tre år, men jo, jeg har da spredt mig meget... Jeg har det nok bare sådan, at jeg ikke kan sige nej, heller ikke til min egne gode ideer. Hun sagde heller ikke nej, men ja, da NORDJYSKE i 2005 bad hende skrive indlægget “På kanten” hver måned. Hun glæder sig stadig hver gang, hun skal skrive, fordi det “ikke kun er forskning, men også holdning, så jeg kan skrive mere frit.” Du er også tit skydeskive? - Kun fra ganske få, ellers får jeg utrolig megen god respons. Jeg tror, mange i befolkningen deler mit menneskesyn. Tina Bømler tager sig lidt mere kaffe, nulrer lidt mere med de glade hunde, og smiler større end dem, da hun skal svare på, hvad hun er mest stolt af? - Mine børn. Ingen tvivl om det. Og fagligt? - Der er mange ting. Jeg er stadig grebet af det. Jeg synes, det er vigtigt. Og glæder mig over at være i gang med min næste bog, som bliver en slags sammenskrivning af udviklingen de sidste årtier. Du er ved at skaffe dig overblik over dit faglige liv? - Ja, det er ved at indfinde sig. Privat er roen ved at samle sig om Tina Bømler, der nu er blevet gift med advokat Ove Jessen, har drengene boende på skift med deres far, og får plads til at tænke, skrive og forsvare de svageste. - Vi ved ikke, hvor mange det er. De er i hi rundt omkring, kun pladsdrikkerne, de hjemløse og de psykisk syge tælles op, men de er der mange flere steder. Og vi skal tage vare på dem. Det har vi pligt til. Som mennesker.