Med iris i fokus

Heilpraktiker laver irisanalyser i Hjørring

HJØRRING:"Din mund siger nej, nej, men dine øjne siger ja ..." En strofe fra en gammel sang, som måske ikke har så meget med irisanalyse at gøre, og så alligevel. Irisanalyse bygger på, at ethvert menneskes øjne fortæller en historie om krop og sjæl, og nu kan hjørringensere, der har lyst til og smag for det alternative, stifte bekendtskab med irisanalyse. I butikken Aurion i Søndergade i Hjørring vil der i fremtiden om mandagen være besøg af heilpraktiker Claus Ingvardsen, der driver Naturmedicinsk Klinik i Jernbanegade i Aalborg. Heilpraktiker betyder tysk naturmediciner, og Claus Ingvarden foretager i Aalborg ud over irisanalyser også akupunktur. Denne mandag får NORDJYSKES udsendte en forsmag på en irisanalyse, som samlet set tager halvanden time. Claus Ingvardsen forklarer, at analyseformen er et landkort over kroppen, som fortæller om menneskets sundhedstilstand. - Man kan aflæse, hvor vi har vores stærke og svage sider, både fysisk og psykisk. Irisanalysen stammer fra 1600-tallet og er et unikt analyseredskab, forklarer Claus Ingvardsen. Sygdomshistorie Inden han stiller skarpt med lys på et menneskes øje, taler han med vedkommende om personens eventuelle problemer. - Det er sådan, at de fleste, der kommer til mig, har et problem. Det kan være mave-tarm problemer, hormonelle forstyrrelser, lymfe- og kirtelproblemer, problemer med nervesystemet, kredsløbet, astma, allergi eller gigt. Vi starter altid med en samtale, hvor jeg laver en sygdomshistorie, da det er vigtigt at få indkredset årsagen til de eventuelle problemer. Derefter kigger jeg i øjet, hvor jeg ser kroppens ubalancer, og ud fra det støtter jeg kroppen med homøopati, naturmedicin, kostændring, vitaminer og mineraler, forklarer Claus Ingvardsen. Han tilføjer, at der er 28.000 nervebaner i øjet, som har forbindelse til hjernen. Derfra er der forbindelse til organer og væv i kroppen, og hvis der er en ubalance i væv eller organer, registeres det i øjet som en farve- eller strukturændring. Men hvad kan han så se i øjet? Alle dårligdomme, eller hvordan forholder det sig mon med det? - Jeg kan ikke se, om en person f.eks. har haft lungebetændelse eller tuberkulose, men jeg kan se, at der har været eller er en ubalance i det område, siger Claus Ingvardsen. Han mener, at langt de fleste kan have glæde af en irisanalyse, men han kan ikke love, at alle kan få glæde af analysen og deraf følgende behandling med f.eks. vitaminer eller naturmedicin. Ikke hjælp til alle - Den yngste, jeg har behandlet, var fire måneder, og den ældste var 93 år, og langt de fleste får et godt resultat. Men jeg plejer at sige til folk, at hvis de ikke har mærket en bedring efter tre måneder, skal de ikke blive ved. Nogle ganske få personer, der kommer til mig, er meget låste mentalt, og dem kan jeg ikke hjælpe. Claus Ingvardsen fik sukkersyge for 20 år siden og stiftede dengang selv bekendtskab med irisanalyse. Han kom ud af insulinen i et år og har i dag ikke brug for så omfattende en behandling mod sukkersygen. Da hans søn blev syg med atsma, tog han springet og uddannede sig som heilpraktiker indenfor den alternative verden efter 17 år som tjenestemand ved postvæsenet. - Heil betyder på tysk at helbrede. Heilpraktikken startede helt tilbage fra lægekunstens fader Hippokrates for ca. 2500 år siden. Senere har munkene i Europa lindret og helbredt de syge mennesker. På disse erfaringer er heilpraktikken opstået og har haft en stor vækst i hele Europa de seneste ti år. I Tyskland, hvor heilpraktikken har sin oprindelse, konsulterer 70 procent af befolkningen heilpraktikere, og her er den meget anerkendt, siger Claus Ingvardsen. Han er helt bevidst om, at en lang række mennesker ikke "tror på" irisanalyse og alternativ behandling, som han selv gør, men han trives med sit arbejdsliv, og han synes, at han hjælper mange mennesker til en bedre tilværelse.