Med Kashmir i bakspejlet

Kasper Eistrup og Kashmir udgiver kun et album, når det er nødvendigt. Indtil nu kun seks på 19 år. Nu er behovet for at forklare os andre, at vi bruger vores tid forkert, blevet så stort, at der er kommet en ny plade ud af det

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Kasper Eistrup skulle langt ud i en skov, før inspirationen til “Trespassers” kom. Et album, han er “rigtig godt tilfreds med”.

Now I’m up the hillside / in the shade of the vine / where all the lost come to hide / with sore bended spines// Excavating for conclusions / in an arid ground / under the stones and the roots / nothing is there to be found// “Mantaray” af Kashmir, 2010 Efterår 2008. Kasper Eistrup kører nordpå gennem Sverige. Han er omgivet af skov. På vej mod en bjælkehytte. Bilen er ladet med mad, gummistøvler, islandsk sweater og litteratur. Med solbriller, instrumenter, notesbøger og rødvin. Forsangeren for en af Danmarks største rocksucceser, Kashmir, er på vej væk. Into the middle of nowhere. Mens han kører ad de lange, lige svenske motortrafikveje, leder han. Leder efter den totale ensomhed. Kasper Eistrup må finde et sted, hvor han kan tænke sine tanker til ende. - Jeg tror, der er mange mennesker, der lever livet i konstant mediestøj fra radio, tv, mobiltelefon eller computer. Ting, der hele tiden påkalder sig opmærksomhed. Det gør, at vi har svært ved at være fuldt til stede i verden. Som sangskriver syntes jeg, det var svært at have det sådan. For jeg skulle jo have noget på hjerte og først og fremmest finde ud af, hvad det var. Finde ud af, hvad jeg havde lyst til at sige. Det kan i sig selv være svært at finde ud af. For at have lyst til at sige noget, skal man sommetider føle, at ens grænser er blevet overtrådt. En følelse af at nu må jeg gribe verbalt til våben. Det er privilegiet som sangskriver: Man kan sige: “Sådan har jeg det”. Det er bare svært at føle efter, når man ikke kan få lov til at tænke. Derfor måtte jeg trække stikket, siger Kasper Eistrup. Da Kasper Eistrup haler i stikket i hytten, spirer der pludselig tanker frem. Tanker om tiden. - Jeg tror, jeg taler på mange menneskers vegne, når jeg siger, vi bruger vores tid forkert. Vi glemmer at tage os selv seriøst. Glemmer, vi er alene, når vi bliver født. Alene, når vi dør. Alt ind imellem er bare distraktion. Det, at mærke den ensomhed en gang imellem og ikke være bange for den, er sundt. Jeg lukkede min Facebook-konto for et år siden. Folk siger: “Det er jo fantastisk, at man finder gamle venner derinde”. Det er i bund og grund noget fis. Der er jo nok en grund til, at jeg ikke er venner med Karsten fra Viborg længere. Hvis jeg havde behov for at være venner med ham, så havde jeg haft mulighed for at finde ham på andre måder. Derfor er der brug for at lukke verden ude sommetider. Der kom noget ud af min tur til Sverige. Jeg fik skrevet nogle sange, fik ny energi og fik læst en helvedes masse bøger, siger Eistrup. For ensomheden i skovene tegnede omridset af noget, der var brug for. En følelse af, at verden trængte til et nyt Kashmir-album. - Der skal være en nødvendighed for en ny plade, før vi i Kashmir begynder at lave den. Vores musik skal kunne give os selv gåsehud. Vi prøver at udholde modtageren, når vi arbejder. Og så er vi ikke gode til opskrifter: Vi kan ikke tage et specielt sted hen, tænde nogle stearinlys og så gå i gang med at spille. Det ville da være fristende, hvis man kunne skabe på den måde. Omvendt kan vi heldigvis ikke, for så ville det jo være umuligt at forny sig og trække i andre retninger hver gang. Det er fire og et halvt år siden, vi sidst følte, det var nødvendigt med en ny plade. Nu føler vi det igen. Nødvendigheden kommer snigende inde fra de svenske skove, da Eistrup sidder i hytten med smøger, rødvin og ensomhed som de eneste at tale med. Nødvendigheden af at råbe danskerne op melder sig mellem hyttens røde bjælker. Enden på alt virkeligt - Pladen handler om at huske at bruge tiden fornuftigt. Huske at få gode stimulanser: Gode film, gode bøger, gode naturoplevelser. Pladen er en opsang til hele den her ukritiske x-factor-generation, der æder alt det lort, der bliver serveret for den, uden at stille spørgsmål. Det er ikke en bevidst politisk opsang, men pladen må gerne stå som et ordentligt slag på kattetønden til nogle af de mennesker, der tror, at pop skal være lig med at slå hjernen fra. Det tror jeg ikke på. Pop kan godt handle om noget, siger Eistrup. For musikken skal ud til folk. Det skal røre dem. Ellers er den ligegyldig, og dermed ville Kashmir også være ligegyldig. - Jeg kan godt lide, når musik kommunikerer. Jeg har ikke lyst til at lave musik, der lukker sig om sig selv. Kashmirs musik skal ud. Jeg tænker ikke på omverdenen, når jeg laver den. Den ligger bare helt implicit i det, jeg laver. Ligesom bandet gør. Poppen skal ligge der, ellers er der ingen plader. Ellers rammer det ikke folk. Ja, Kashmir laver rock, men der er også popelementer. Naturligvis. Det følte jeg, jeg måtte kommentere på. Der var noget, der skulle siges. Selvfølgelig må man gerne slå hjernen fra. Bare ikke hele tiden. Men man kan slå hjernen fra ved at rejse ud i ensomheden. Meget af min tid i Sverige handlede om hjerneafkobling. Om at samle tankerne. Der er vægt bag Eistrups ord, når han taler. Når han spiller guitar, er det sommetider, som om strengeinstrumentet bliver en naturlig forlængelse af hans krop. Det er anmelderne vilde med. Derimod bliver Kashmir ofte kritiseret for at tage tingene for seriøst. For at veje alle betragtninger med bly i stedet for med fjer. - Ja, vi bliver sommetider skældt ud for, at vi tager tingene for seriøst. Det kan jeg slet ikke tage seriøst. Jeg vil gerne være eksponent for, at man skal gå op i det, man brænder for. Man skal med liv og sjæl gøre sit virke ordentligt. Det siger jeg tit til mig selv, for jeg kan have lange perioder, hvor jeg ikke kan tage mig sammen til at komme i gang og bruge tid på vigtige ting, siger Eistrup. Og “vigtige ting” og “seriøsitet” hænger uløseligt sammen, mener forsangeren: - Musik skal da være seriøst. Jeg nægter, at musik skal være hjernetomt. Men det er det, der vinder indpas gennem alt det reality-tv-lort, der findes. Fordi man viser alle dem, der ikke kan noget. Jeg synes, det er alarmerende, at det er den musik, vi får igennem tv. Folk gider ikke se P3 Guld. Det er for kedeligt. Der bliver stillet for mange krav til at tænke. Alting skal helst være klippet, så det er hurtigt. Ellers er det for tungt. Det er også vores nyhedsmediers skyld: Alt skal være sensation. Man bliver lynhurtigt hængt ud for at være selvhøjtidelig og gammeldags, hvis man ønsker at tage det, man laver, seriøst. Helt ærligt: Bare fordi det handler om noget, behøver det da ikke betyde, at det er støvet. Jeg er modstander af, at vi går efter laveste fællesnævner, når vi laver kulturfjernsyn. “The Aftermath” er et ældre nummer, Kashmir har åbnet mange koncerter med i tidens løb. Fordi det ifølge Kasper Eistrup ikke er langt fra at være lyden af Kashmir. - Tiden, der forsvinder, er også et tema på den nye plade. Et tema, som går igen hos os. “Get a hold of yourself” er et budskab, jeg altid har haft. Et gennemgående budskab i de sange, jeg har skrevet, er at appellere til, at folk fordyber sig i det, de gør. Det bestræber jeg mig jo selv på at gøre. Men samtidig siger de linjer jo også noget andet vigtigt: Det skal nok gå. “Don’t worry about the aftermath”. Sådan var det også med den her plade: Jeg besluttede, at jeg måtte væk. Væk fra alt det, der distraherede mig. Op i hytten og fordybe mig. Og det var i virkeligheden det tætteste, jeg nogensinde er kommet på at have en formular for, hvordan jeg skulle skrive en sang, siger Kasper Eistrup. Sydgående Han kører hjem fra Sverige. Vinden i ryggen. Måger bliver kastet rundt over bilen. Som strimler af avispapir i luften. Der er nye sange i bagagerummet. Blandt andet “Mantaray” (den fra indledningen til artiklen). En sang, der leder efter konklusioner. Konklusioner på hvilken retning ens liv skal gå. Eistrup har fundet pladens retning. Første skridt er taget. Mod album og turné. Forhåbentlig med vinden i ryggen. Han ser frem for sig. Uanset hvor han er, har han altid bandet med. Ellers fungerer sangene ikke. Selvom han skrev i ensomheden, skrev han til bandet. Kashmir er altid i bakspejlet, når der skal laves sange. Nødvendige sange til en nødvendig plade. Læs anmeldelsen af Kashmirs nye album, ”Trespassers”, i morgen på kultursiderne.

Forsiden