Med konen på indkøb: Anmeldte fire tyve

Tirsdag faldt hammeren for to rumænere, som kan se frem til fængsel og udvisning

Arkivfoto: Torben Hansen

Arkivfoto: Torben Hansen

AALBORG:Det var en årvågen mand, der mandag eftermiddag ringede til Nordjyllands Politi.

For opmærksomheden resulterede i, at to tyve i forbindelse med et grundlovsforhør tirsdag måtte indkassere en straksdom og udvisning.

Det fortæller vagtchef Poul Fastergaard fra Nordjyllands Politi.

- Manden var med sin kone i byen. Mens han stod og ventede på, at hun shoppede, så han nogle mænd, der slæbte på nogle tunge poser, som de smed ind i en bil. Han alarmerede politiet, fortæller vagtchefen.

Nordjyllands Politi fik fat på to af de fire rumænske tyve.

- De havde stjålet fra henholdsvis Vero Moda og H&M i Aalborg, oplyser Poul Fastergaard.

I forbindelse med grundlovsforhøret tirsdag eftermiddag erkendte de to pågrebne rumænere tyverierne, og de modtog hver især en straksdom på tre måneders fængsel og efterfølgende udvisning af Danmark.

Vagtchefen oplyser, at der skal kigges overvågningsmateriale igennem med henblik på at få de sidste to tyve identificeret.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.