Med lillebrorcharme

Anders Bircow (foto) lader sammen med Preben Kristensen og Thomas Eje Linie 3 genopstå til næste år.

Anders Bircow (foto) lader sammen med Preben Kristensen og Thomas Eje Linie 3 genopstå til næste år.

¤ Anders Bircow, skuespiller, fylder i dag 60 år. - Det er overvældende, jeg er helt rørt, lød det fra en glad Anders Bircow, da han sammen med vennerne Preben Kristensen og Thomas Eje en smuk forårsdag i år i Grøften i Tivoli bekendtgjorde, at trioen Linie 3 genopstår. Det blev mødt med ovationer fra den talstærkt forsamlede presse, at den legendariske gruppe igen går på scenen sammen 12. april 2012 efter otte års pause siden deres 25 års jubilæumsshow i 2004. Det bliver Glassalen i Tivoli, der danner den første ramme om det nye Linie 3-show. Senere på året kommer turen til Aabenraa, Haderslev og Esbjerg. Anders Bircow er den ældste af de tre i trioen. Han blev uddannet bankassistent i Helsinge og arbejdede som lærer i Vorgod ved Herning, inden han uddannede sig som skuespiller ved Aarhus Teater. Det var i Aarhus, at Bircow fandt sammen med Thomas Eje og Preben Kristensen og i 1979 var med til at danne Linie 3. Det store gennembrud kom året efter i tv-programmet "Tv i teltet". Deres musikalitet og venligt afvæbnende parodier på kendte personer tog danskerne med storm og gjorde snart Linie 3 til en megaforretning. Og det med forretning kan også være en god grund til, at gruppen genopstår. Det har været en del omtalt i pressen, at den generelle økonomiske krise også har ramt Anders Bircow og Thomas Ejes private forretninger hårdt. De skal have mistet 15 millioner kroner tilsammen, mens Preben Kristensen har undgået de økonomiske faldgruber. I trioen er den krølhårede, guitarspillende Anders Bircow den gennemmusikalske, vittige og diskrete partner til de to andres mere offensive karakterkomik. Lillebrorcharme og uskyld er andre af hans kendetegn. Men efter at have afsluttet uddannelsen på Aarhus Teaters elevskole i 1976, fik Anders Bircow også vist et bredt skuespillertalent, hvad enten det var i store musicals eller i roller af Heiberg, Oehlenschläger, Brecht og Holberg. Blandt de teatre, han har været ansat på, er Det Kgl. Teater, Betty Nansen, Det Ny Teater og Østre Gasværk. I 2009 lancerede Anders Bircow sammen med journalisten Jeppe Søe hjemmesiden Kandetpasse.dk, hvor kendte danskere kan skrive deres egen uredigerede version af en sag, som de involveres i af pressen. Da havde Bircow selv prøvet at få ørerne i maskinen i medierne, som da han blev beskyldt for at tjene fedt på at hverve venner og familie til at sælge hudplejeprodukter i et foretagende, der angiveligt lignede pyramidespil. Bircow fik Pressenævnets ord for, at påstande om, at han bedrev "opsøgende og vildledende salg" var udokumenterede. Anders Bircow er gift med Marion Bircow og har fire døtre - de to ældste med sin første kone, fittness-dronningen Charlotte Bircow. /ritzau/