EMNER

Med livet i lommen

- Jeg har ikke brug for den. Og så kunne jeg godt tænke mig at være lidt i fred ind i mellem, siger David Nielsen, der fra sin plads på første række er den eneste, der ikke peger på loftet på spørgsmålet om, hvem der har en mobiltelefon.

Klassekammeraterne kigger lidt skævt til ham, men en kæk fyr skynder sig at komme David til undsætning: - Han er computernørd, nærmest råber kammeraten. Så fik vi det afklaret. David Nielsen har altså en last. Det er bare ikke hans mobiltelefon. En ener, der som den sidste bastion holder ud mod det enorme gruppepres. Selv kalder David det diplomatisk for venskabelige drillerier. Sig det tal igen. Daniel Jørgensen hører til den fornuftige del af klassens 19 elever. - Jeg bruger kun min telefon til sms, for jeg har ikke råd til at tale i den, beretter han. Det er der til gengæld andre, der har. 13 ud af de 18 unge mobilejere betaler ikke selv for deres forbrug. Det gør deres gavmilde forældre. Pernille Villumsen fortæller, at hun også mest bruger sin telefon til sms'er, hvilket må være en lettelse for hendes økonomiske bagland, for det er ikke små mængder data, hun sender gennem luften fra sin Nokia. Hun rækker hånden op sammen med 12 andre på spørgsmålet om, hvem der har sendt flere end 100 sms'er på en dag. Pernilles hånd findes også blandt de otte der er med på over 200-holdet, og de tre der kan være med til 300. Og det er egentlig ikke så mærkeligt, for efter et par hurtige tryk på telefonen meddeler hun noget fåmælt, at hun har sendt flere end 30.000 sms'er, siden hun fik telefonen for godt et halvt år siden. Det er ikke alle, der hører det skyhøje tal, men det råder sidemanden bod på ved at råbe tallet ud over klassen en gang til. Klassens lærer tager sig til hovedet, og vender sig væk fra klassen, mens han mumler: "Og så har I ikke tid til at læse lektier!" Pernille Villumsen forsvarer sig. - Det er blevet en vane for mig, altid at have telefonen med, siger hun. Men 30.000 sms'er på seks måneder er det argument bare ikke helt godt nok. Camilla Christensen tager presset af Pernille Villumsens skuldrer for en kort bemærkning. - Da jeg var med mine forældre i sommerhus, kedede jeg mig så meget, at jeg sendte over 450 sms'er på en dag, siger hun og smiler. Men pusterummet bliver kort for Pernille Villumsen. Klassens stolte sidste bastion, David Nielsen, har på sin sidemands lommeregner dokumenteret, at Pernille Villumsen det seneste halve år har brugt 5,2 dage på at skrive sms'er. Glade og tilfredse Ud over pludren med vennerne og flere tusinde sms'er er der i 9.a. på Søndre Skole ikke udpræget opbakning til mobiltelefonens øvrige funktionstilbud. - Jeg tager billeder som minder, når vi for eksempel har været til fest. De er hyggelige at have, og jeg kan bare smide dem væk, når jeg ikke synes de er sjove mere, siger Katrine Buhl. Men ellers har disse 19 unge mennesker ikke ret mange bud på, hvad fremtidens tjenester kunne være. Enige er de dog om, at de meget, meget nødig vil undvære mobilen. Kate Buch har lige oplevet på egen krop, at telefonen blev lukket. En sand katastrofe, og det kan ikke gå hurtigt nok med at få et nyt abonnement. Åh, jo. Kate Buch har forresten en god idé: - Talestyret sms, siger hun, og ser ud som om, hun har opfundet den dybe tallerken. - Så slipper vi for at få ondt i tommelfingeren, siger hun, og langt hovedparten af de 18 øvrige hoveder nikker anerkendende. - Hold kæft, hvor er det pinligt at gå i den her klasse. Pinligt med så mange mobilnørder, siger pludselig Johan Leth, og latteren løfter sig i lokalet. Klokken ringer, og mobilerne finder igen vej ned i lommerne. NB: Det skal retfærdigvis siges, at multi-sms-talentet Pernille Villumsen har gratis sms i sit abonnement.