Med livet på stand by

Langt ude i den jordanske stenørken venter flere hundrede børn og voksne på fremtiden. De er flygtet fra krigen i Irak og har mistet alt

RUWAISHED: Man kan stadig finde en grøn græstot eller to. Hvis man er heldig. For herude i ørkenen flere hundrede kilometer fra Jordans hovedstad Amman, er solen allerede i april en fjende og jorden knastør. De støvede, sorte sten ligger som et tæppe, så langt øjet rækker. Her kan kun beduinerne leve. Og dog. Efter en række militære kontrolposter når man frem til området Ruwaished godt 60 kilometer fra grænsen til Irak. En gruppe små telte er strøet ud over højdedraget. Det er Camp B, lejren hvor flygtninge fra krigen i Irak venter på, at krigen skal slutte og livet fortsætte. Indenfor i lejren er stemningen doven og modløs. I løbet af natten kom der 32 nye beboere. Som de andre to hundrede flygtninge i lejren blev de samlet op i busser ved den jordanske grænse og kørt herud. Efter et lægetjek fik de tildelt et telt. Nu står mændene og snakker i spredte grupper rundt omkring, mens kvinderne vasker op og gør rent, og børnene leger. En lille dreng er løbet væk fra børneteltet, tusserne og de andres selskab. Han trykker sig ind til en af de frivillige i lejren. - Det her er Dore fra Sudan, fortæller sydafrikanske Marina Penderis, der arbejder for organisationen Røde Halvmåne i Jordan. Hun bukker sig ned, tager drengen op i sine arme og krammer ham. - Han er fire år gammel og har snart været her en måned. Dore har brug for al den kærlighed, han kan få, siger Marina. Lidt derfra står Dores far og taler med en gruppe andre sudanske mænd. En af dem er 40-årige Juma Adam Juma, som har boet i lejren i 22 dage, fortæller han. - I Bagdad arbejdede jeg som frisør i 15 år. Nu håber jeg på at komme til et andet land. Det er lige meget hvor. Men jeg vil aldrig tilbage til Irak, for der er ikke sikkert, siger han. Som så mange andre af flygtningene i lejren kom Juma fra Bagdad til grænsen ved at sælge alt, hvad han ejede. Kun på den måde kunne han få råd til den dyre busbillet. Flere i lejren bekræfter prisen: Godt 15.000 kroner tog den irakiske chauffør for at køre dem væk. Men Juma var uheldig. På halvvejen blev chaufføren bange og nægtede at køre videre. - Vi sagde: "Er du ikke muslim? Vil du behandle os på den måde?" Men han efterlod os alligevel uden at give os pengene tilbage, fortæller han. Juma ved ikke, hvad der skete med resten af passagererne i bussen. Men han og et par stykker andre var heldige at få lov til at sidde på ladet af en passerende pick up resten af vejen til grænsen. Hvad er din mening om Saddam Hussein nu? Juma tøver. Han griner lidt forlegent, og de andre mænd i gruppen rykker uroligt på sig. - Du sætter mig i en meget svær situation, for det er et meget politisk spørgsmål. Men jeg vil svare alligevel. Jeg synes, Saddam Hussein er en meget ond mand, siger han så. Hvis jeg havde spurgt dig om det samme for et år siden, hvad ville du så have svaret? De andre sudanske mænd hvisker til hinanden. De har tydeligvis ondt af deres ven. Juma kigger ned i atøvet. - Så havde jeg nok svaret mere fredeligt. Ikke så kritisk, lyder svaret. Ligesom mange af de andre i lejren er han stadig bange for at sige sin uforbeholdne mening. Men han fremviser alligevel en fedtet lap papir. Med store blokbogstaver har han skrevet følgende: 'WE WISH A NEED TO RESCUE US FROM THE GOVERNMENT REGIME'. Sedlen har han haft på sig under hele rejsen fra Bagdad til Jordan. Hvis han mødte amerikanerne undervejs, fortæller han, så ville han give dem sedlen. På den måde kunne de vide, at han var imod Saddam Hussein. Juma og de andre mænd går op mod et stort stykke presenning, der er bredt ud på jorden. Det gør det ud for lejrens moské. Nu kalder en ældre mand til bøn, og snart er presenningen fuld. I køkkenteltet er de frivillige i gang med at forberede middagsmaden. Hakket kød, tomater, ærter og løg simrer i de store 100-litergryder. Solen bager ned på teltdugen, og varmen gør lugten i køkkenet ram og sød. Udover køkkenet har lejren latriner, strøm og en lille mobil skadestue. Udenfor sidder en ung somalisk mand og venter på en ven. Han er 22 år og læste på universitetet i Bagdad. - Jeg ville have været færdig til sommer. Nu er alt håb ude for mig. Mine forældre er fattige og kan ikke betale en uddannelse for mig. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre, siger han. Sit navn vil han ikke ud med. Han håber nemlig at komme tilbage til Irak og fortsætte sine studier, og han er bange for at ødelægge sine chancer ved at udtale sig uheldigt. I midten af lejren er opstillet en legeplads. I går ankom et gyngestativ, og børnene skiftes til at prøve. Mændene er blevet færdige med bønnen. Juma og Dores far Malual Agu snakker videre. Den 51-årige sudaner kom til lejren sammen med sin kone Halima og deres fem børn i alderen 3-11 år. - Hvis man vil have en fremtid, så skal man læse og tage en uddannelse. Derfor ønsker jeg, at det skal ske for mine børn. Men lige nu har vi intet, siger han. Malual arbejdede som chauffør i Bagdad. Han har ingenting af værdi efter at have købt de dyre billetter ud af krigen til hele familien. Hans håb er, at FN vil komme og hente ham og familien, fortæller han. - Jeg vil bare blive her i lejren, til de kommer. Og så håber jeg, at de vil køre os til et andet land. Det er lige meget hvor, bare det er sikkert, siger han. Maluals yngste datter Akun på tre år læner sig op af sin far. Hun har stivnet snot i næsen, i øjnene og på tøjet. Hendes hud har den samme glansløshed, som de andres i lejren. Det er det brune ørkenstøv, der lægger sig som en tynd hinde overalt. Maluals kone Halima kommer ud af teltet og tager Akun i hånden. De går langsomt over mod gyngerne. Marina, den sydafrikanske hjælper, sender Dore over til sin mor og lillesøster. - Hun er så tapper, siger hun om Halima. - Hver dag vasker hun alle børnenes tøj i hånden. Og da vi samlede dem op ved grænsen, var det hende, som sørgede for, at alle havde tæpper, fortæller Marina. Det er blevet spisetid, og Marina Penderis deler vanddunke ud til en repræsentant fra hver familie. Foran køkkenteltet står lejrens beboere i kø med plasticspande for at få deres del af risretten. Pludselig lyder der skrig og råb fra den bagerste ende af lejren. Et par vagter og en læge løber hurtigt derhen. Det viser sig, at en familie har fundet en skorpion i teltet. Heldigvis er ingen blevet stukket. - Det er en af ulemperne ved, at det er blevet varmere herude i ørkenen. I løbet af denne uge er slangerne og skorpionerne begyndt at komme frem, siger Marina. Mange af forældrene i lejren er bange for, at deres børn skal blive bidt af en slange eller stukket af en skorpion, fortæller hun. Men der er ikke noget at gøre ved det. Udenfor lejren går vejen ind mod Amman over flere militære kontrolposter, og her slipper flygtningene ikke igennem. Den jordanske regering vil gerne hjælpe flygtningene inde i lejren, men de vil ikke have dem ind i selve landet. På den anden side af lejren går vejen tilbage til Irak. Den tur har ingen lyst til at tage. Og slet ikke nu. Så flygtningene i lejren venter. På freden og afklaringen. På FN og fremtiden. Og imens bliver solen stærkere. Om få uger er også de sidste grønne græstotter blevet brune og tørre. Camp B Flygtningelejren har plads til 5000 mennesker og er drevet af jordansk Røde Halvmøde og støttet af Internationalt Røde Kors. Lejren er beregnet til indvandrerne i Irak, men på grund af de få flygtninge er alle nationaliteter samlet her. Flygtningene kommer fra Yemen, Algeriet, Sudan, Egypten, Irak, Eritrea, Tunesien og Tyrkiet. Knap 1000 mennesker har passeret lejren. Der bor i øjeblikket 232 mennesker i Camp B. Heraf er 42 børn.

Forsiden