Med lyttelapper og æselører

10.341 sider tygget igennem på Lille Virgils Friskole på bare fem dage

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

De store læste op for de små, en ide, som skolelederen synes var rigtig god. Privatfoto

- Jeg startede ugen med at høre Hodja fra Pjort på lydbånd. Den er skrevet af en lærer, der engang har arbejdet på skolen (Ole Lund Kirkegaard). - Det sjoveste er dog at læse selv, siger Mads fra 2. klasse, som blandt andet har læst Fie og Filip finder fodspor. Sidste uge stod i læsningens tegn på Lille Virgils Friskole i Oue. Al anden undervisning blev suspenderet, og eleverne indrettede sig i hjørner og kroge og endda vindueskarme med bøger og lydbøger og fælles højtlæsning, og så gik der sport i det. Sidste år lykkedes det eleverne at få læst 4810 sider, og det fysiske bevis på resultatet blev en bogorm lavet at papskiver - en for hver 10 læste sider. I år lavede ungerne æselører og klipsede dem sammen til en slange, der ligger og hvisker om den nye rekord på i alt 10.341 sider. Melina fra 6. klasse havde bygget en læsehule på skolens bibliotek. - Det var mere stille her i år, så det var nemmere at læse, og det var dejligt. Jeg har lånt Harry Potter - Hemmelighedernes Kammer og har læst over 150 sider, og har taget resten med mig hjem. - Det har været en god uge, siger Sanne fra 6. klasse. Hun synes også, det var bedst at være i de boglige omgivelser på biblioteket. - Jeg lånte to bøger, men nåede ikke at få læst dem begge, fordi jeg blev syg, fortæller hun. Også inspektør Claus Bech Myhre er tilfreds med forløbet. - Det har været imponerende at se børnene gå til bøgerne med så stor iver. Jeg har været særlig glad for højtlæsningstimerne, hvor de større børn læste for de mindre. - Det lægger jeg stor værdi i, for de små kan se, at de store hygger sig med at læse for dem, og så er de mere motiverede for at knække læsningens koder selv, siger han.