Med masser af boldberøringer

Nogle forældre var for sent ude med tilmelding

SINDAL:Nogle forældre fik ikke taget sig sammen til at melde deres barn til fodboldskolen, og derfor bliver 16 drenge snydt for den oplevelse at kunne lege med bolden i fem dage sammen med ligesindede. - Jeg har haft forældre i telefonen, som har spurgt om ikke det var muligt at komme med selv om fristen var overskredet, men DBU er meget strikt på det område. Jeg ku' sagtens fylde op til de 112, som der er muligt for os at gå op til. Så desværre, siger Carsten Bonde, leder af fodboldboldskolen i Sindal, som SIF i denne uge afvikler i samarbejde med DBU på standionanlægget ved Parallelvej. Der er ialt 96 med denne gang fordelt på 94 drenge og to piger. Af en eller anden grund er Sindal ikke en pigefodboldby, selv om DBU på landsplan oplever en fremgang både på drenge- og pigesiden i de yngre årgange. Det er er da også de yngre årgange i 8-10 års alderen, der dominerer fodboldskolen i Sindal. - Vi har en ren gruppe årgang 97, og det er meget godt, tilføjer lederen. Fire ud af de seks grupper aldersmæssigt passer så godt sammen, at de undervejs i fodbolddagene afvikler en lille cup, hvor de spiller på små hold og små baner, og via et bogstavsystem hele tiden skifter hold og tæller point individuelt for at finde en vinder. - Det går de meget op i. Og cuppen, som vi laver onsdag eftermiddag, falder godt i tråd med, hvad vi selv laver meget i Sindal og som DBU anbefaler. Vi går meget i små områder med masser af boldberøringer, siger Car-sten Bonde. Ellers går de glade fodbolddage på Sindal Stadion med at øve teknikken i at sparke, drible og heade. Tekniktræning er ikke ukendt land for de fleste, idet kun 4-5 stykker på fodboldskolen er ikke organiseret i en klub.