Med Match Race i linsen

Frederikshavn Sejlklub udgiver bog med fotos fra Danish Open

Sejlklubben udgiver en billedbog fra den gyldne sejlsportsperiode i Frederikshavn 2008

Sejlklubben udgiver en billedbog fra den gyldne sejlsportsperiode i Frederikshavn 2008

FREDERIKSHAVN:For folk med hang til søen var årets store scoop Match Race i Frederikshavn. Frederikshavn Sejlklub indgik i et tæt parløb med Kongelig Dansk Yachtklub, KDY, om afviklingen Danish Open 2008, hvor nogle af verdens bedste sejlere dystede i den danske afdeling af World Matchracing Touren. Og ikke mindst for Preben Nielsen fra Sejlklubben var det en begivenhed, der fæstnede sig. Faktisk fik Preben Nielsen over 7000 billeder i kassen under mesterskaberne og nu har en redaktion under sejlklubben kigget billederne igennem, fundet de bedste og er klar med en bog om Danish Open i Frederikshavn 2008. - Vi har simpelthen valgt de bedste ud, og samlet dem i en bog, som vi nu prøver at sælge ude i byen, siger formanden for Sejlklubben, Dion Wellejus, i det seneste nummer af klubbladet. Foruden at give læserne et tilbageblik på en dejlig epoke i sejlklubbens 2008-liv, så er der også et afledt mål med udgivelsen. - Vi er ved at indsamle penge til en ny Feva-jolle, og her skulle bogudgivelsen gerne give et kontakt skulderklap, understreger formanden. Sejlklubben har allerede investeret i tre nye Fevajoller, men der er også rift om dem. Rigtig mange af medlemmerne gav en hånd med under afviklingen af Danish Open, og derfor holdes der 7. februar en hjælperfest, hvor man igen kan vende blikket tilbage til den gyldne sejlsportsuge i Frederikshavn 2008. Sejlklubben har 260 medlemmer og aktivitetsniveauet er højt. Hver tirsdag er der tirsdagssejlads, for ikke-øvede piger, og onsdagssejladsen er en mangeårig tradition. Onsdagssejladsen slutter altid med præmieoverrækkelse og tredje halvleg i det nye fælleshus. En klassiker, som medlemmerne nødigt vil gå glip af.