Holland

Med mormor og morfar på sejlerferie

Dicte på knap to år befinder sig fint ombord på Rosalina, der i går gæstede Hvalpsund Lystbådehavn

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Børn, der måske er med familien på sejlerferie i en stor båd, elsker at være kaptajn i deres egen lille båd i det fredelige havnebassin. Foto: Lars Pauli

HVALPSUND:Det var Dictes første tur til søs, men hun tog turen fra Fur til Hvalpsund i stiv arm, iført rød redningsvest og bundet fast til skibet med en line. ”Som en hund”, synes hun selv. Sammen med sin mor, Tine Due Bluhme, er Dicte gast ombord på sin mormors og morfars skib Rosalina. Hjemmehørende i Nibe er Jens og Jette Due Mogensen draget ud på i alt to en halv uges ferie til søs. Fra Hvalpsund går turen til Skive, hvor datteren og barnebarnet sættes af, og derefter er ruten rundt om Mors. - Hvis vi ikke når det, så gør det ikke så meget. Det er jo bare det at være afsted, der er det vigtigste, fastslår Jens Mogensen. Hans kone supplerer: - Jeg lærte på vores første tur, at man ikke skal sige, hvor man vil hen. Når man kommer hjem, kan man sige, hvor man var. For det er ikke sjovt at sejle i modvind hele tiden. Det er 4. sæson, parret er på tur i deres Scampi 30. Hvertandet år går turen rundt i Limfjorden, og hvertandet år ned gennem Kattegat. Blandt gæsterne i går var også det hollandske par Aria og Maud Veurtjes. Aria havde taget turen fra Holland til Thyborøn med nogle andre mænd, og så steg Maud ombord, da båden nåede ind i mere roligt farvand i Limfjorden. - Vi har hele to en halv måned, for jeg er lige gået på pension, fortæller Aria Veurtjes. Så de vil i ro og mag fortsætte gennem fjorden og ned omkring Sjælland, før de måske ender i Tyskland. Ifølge havnefoged Frank Mortensen får Hvalpsund Lystbådehavn her i højsæsonen besøg af 20-30 gæstesejlere hver dag. Der er flest danskere, men også en del nordmænd, tyskere, svenskere og hollændere. I Hvalpsund finder gæstesejlere normalt nemt en bådplads, for mange af de faste bådejere er selv taget ud på sejlerferie. De fleste husker at vende optaget-skiltet ved pladsen om, når de drager afsted. Havnen er ellers udlejet til sidste plads til bådejere så langt væk fra som Viborg og Bjerringbro. - Folk kommer langvejs fra, og vi har venteliste til pladserne, fortæller Frank Mortensen.