Med mosen om bagbord

Engang var Ryå Nordjyllands vigtigste færdselsåre, i dag mest en lidt overset herlighedsværdi

3
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

En flok sommerkåde rideheste åbenbarer sig på en lysning i skovens udkant få kilometer syd for Hellum.

RYÅ:Det begyndte en tidlig sommermorgen, dampen over engene langs Ryå nord for Hallund var endnu ikke gået i opløsning, enkelte rådyr græssede i den saftigtgrønne bevoksning langs åens bredder, indimellem også mindre grupper af får og lam. På dette sted er Ryå kun en meters penge bred, og man opdager den dårligt nok, som den flyder stille og roligt gennem småskove og engdrag i det bakkede landskab på kanten af Den Jyske Ås. Men nu var jeg til fods på jagt efter åens oprindelse, så jeg kunne blot følge vandløbet, som det bevægede sig gennem landskabet. Havde flere gange tidligere besejlet Uggerby Å, som har sit udspring ikke så langt fra Ryås, og jeg var overbevist om, at man her ved kilderne til Nordjyllands to største vandløb kunne finde vigtige fortællinger om vor landsdel. En slags opvarmning til de kommende to dages kanosejlads, som skulle føre os fra det sted i Østvendyssel, hvor åen bliver sejlbar til landingspladsen over for Aabybro Mejeri få kilometer fra lokalitet, der ligefrem har taget navn efter åen. Og ”os” var to 40-50-årige fædre og to sønner i 13-14-års alderen. Vandreturen opstrøms bragte den ene naturperle efter den anden for dagen, mens åløbet blev smallere og smallere for til sidst at minde om en simpel grøft omend med det klareste, klare vand. En lokal økologisk landmand - dem er der mange af på de kanter - havde fortalt mig, at der på denne strækning lå en boplads fra bronzealderen, og da jeg passerede stedet, var der ingen tvivl om, at jeg var på rette vej. Tydeligt omgivet af en ring af høje træer, som i nyere tid givetvis er plantet netop for at ære mindet om fortidens beboere, som givetvis har kunnet stage sig helt herop fra Limfjorden. Indtil for to hundrede år siden var Ryå på mange måder den vigtigste færdselsåre nord for fjorden. Pludselig på en stor lysning i udkanten af skoven befandt jeg mig midt i en stor flok sommerkåde rideheste - på den anden side af åen - som nærmest levede deres eget liv i dette naturens eventyrrige. Alle mulige vilde blomster, masser af småfisk, padder og andet krible-krable i åen og på brinkerne. Man følte sig virkelig hensat til en anden, næsten uberørt verden, og ifølge overleveringen holdt nogle af Danmarks sidste ulve også til på disse kanter, vistnok helt frem til slutningen af 1700-tallet. Op ad formiddagen var vi klar til at stå til søs ved Hollensted bro fem kilometer syd for Hallund i en selvbygger glasfiberkano, der kun lige og lige kunne rumme de fire mandlige besætningsmedlemmer. Den lå dybt i det spejlblanke åvand, men trods de noget urolige, unge gaster nåede vi til vejs ende uden at kæntre eller tage vand ind i større mængde. Fra start fik vi følge som så ofte før selskab af en nyfigen fiskehejre, som underholdt os på den lange ikke alt for spændende strækning sønden om Brønderslev og norden om Store Vildmose. På en stor del af strækningen er åen rettet ud og omdannet til en lidt gold kanal. Og selv om oplevelsen af at sejle under motorvej, jernbane og landeveje i sig selv giver en vis afveksling, så må man med beklagelse konstatere, at hvor mennesket i nyere tid har sat sine spor, da er der ikke meget af åens liv tilbage. Vegetationen bliver ensformig, fisk og fugle bliver sjældne. Men heldigvis kommer frodigheden og mangfoldigheden igen, efterhånden som vi nærmer os Manna og Thise, hvor handelslivet florerede fra 1500-tallet og nogle århundreder frem. Købstæderne sad dengang på al handel, men købmændene kunne få tilladelse til at anlægge handelsstationer langs eksempelvis Ryå, hvorfra der også var forbindelse til skudehandelen ude ved Løkken og Grønhøj. Og Thise var dengang hjemsted for et af landsdelens største markeder. I det hele taget var det et utroligt farverigt leben, der udspillede sig her i den nordvestlige udkant af mosen, og det kan man læse meget mere om i bogen ”Ryå og Store Vildmose” (Jysk Lokalhistorisk Forlag 2002) af lokalhistorikeren Bent Andersen, der som tilflytter selv er bosat ved åen i Rendbæk lige øst for Pandrup. Vi valgte at slå lejr for natten i Manna, hvor der var nydeligt nyklippet græs omkring byens vandværk få meter fra åen. Givetvis ikke nogen officiel lejrplads. Men med vores forsigtige optræden næppe noget problem - i hvert fald kom der heller ingen kasketklædte mænd for at jage os væk. Lidt snusen rundt i den første egentlige by, vi var kommet til på turen viste, at her stadig var provianteringsmuligheder, men ellers Mannas storhedstid som handelscentrum godt nok et overstået kapitel. Her tæt på herregården Gl. Hammelmose, som engang var kongsgård, har en bilhandel overtaget byens smukke gamle mejeri, og foderstofforetningen Vrå Andel har sat sig på den gamle fine købmandsgård, nabo til byens traktorforretning og det decentrale kraftvarmeværk. Lidt antik- og gaveforretning og så er den potte ude, og man skal til nabobyen Vester Hjermitslev for at få et måltid mad på kroen. Efter Manna slår åen et skarpt sving mod syd, og den vej bevægede vi os næste morgen efter at have kastet et sidste vemodigt blik over mod Thise Bakker, som er det højeste punkt i det ellers så flade Vestvendsyssel. Herinde tæt på den uopdyrkede yderste del af mosen bevæger vort spinkle fartøj sig videre gennem en meget mangfoldig natur, et stort sammenhængende vådområde, der kun egner sig til afgræsning eller lidt hødyrkning. Sjovt tænke sig, at mosen længere inde i første halvdel af 1900-tallet var en stor arbejdsplads, hvor op til et par tusinde mennesker en del af året var beskæftiget ved tørvegravning. Og siden kom det nærliggende Pandrup i kraft afd 25 års industrieventyr fra 1980 til at levere et stort antal job her langs åen. Med Åbybros mejeriskorten i syne nærmer sejladsen sin afslutning, og man opfyldes af en stor glæde over, at vores landsdelen rummer den slags oplevelser. Her er højt til himlen og store vidder - Ulf Lundells ”Jag trivs bäst i öppna landskab” falder én straks i hu, Her er en historie så rig, at man kan blive fuldstændig fortabt og opslugt, når blot man linder en smule på vinduet til fortiden. Og det kan næsten ikke være finere at ende her ved Åbyen og ganske nær den lokalitet, der tilmed har taget navn efter åen, Ryå, førhen et trafikknudepunkt af stor betydning, nu et lille smørhul, som udgør vor nye regions geografiske midtpunkt. Hvad er der mere at sige? Jo, prøv selv, det er bestemt en udflugt værd.