Med øjne så store som Krudttårnet ...

Lidt lokal tilpasning skader jo aldrig

FREDERIKSHAVN: Et, trip, to, tramp, tramp, to, et, to ... Det tager lidt tid, inden ungerne kommer i takt, dog; til sidst lykkedes det - næsten. Men hvorfor i det hele taget gå rundt inden døre i takt, når man er fire år gammel, solen skinner udenfor og det næsten er sommer her i starten af oktober? Jo, det er æventyrtid i Børnehaven Tangloppen i disse uger, og når man hyrer en rigtig skuespiller til opgaven, så kan man jo ikke nøjes med bare at få fortalt historier. De skal opleves, med hele kroppen. Deraf takten, for æventyret i hatten denne dag er Fyrtøjet - og deraf overskriften, for Rundetårn, hvad er det nu lige, det er - og hvor stort er sådan et tårn? Nej, må vi så bede om Krudttårnet. Vi er jo i Frederikshavn, ikk'? Der ryger da også et smil over ansigtet på Martin Schwab fra Aalborg Teater - for skuespilleren, det er ham - da ungerne insisterer. Det er ikke første gang i dag, at der er kludder i tårnene. Men så man kan jo bare gange det med tre, så er vi ved at være der. Hop! Pludselig står vi så der med en strik om livet og rummet fyldt med grimme, frygtelige, væmmelige hekse. Ned i træet, ned i mørket skal vi. Som heksen så gerne vil, og en rar gammel heks er hun da. Men hvor er det nu lige, det træ er. Ikke her! - Jeg kan ikke se noget træ, men der sidder en edderkop oppe i hjørnet, udbryder en af ungerne. - Jo! Der står da et træ lige dér, råber en anden begejstret og begynder at klatre op i ribben, der står ved siden af Eders udsendte, som i et kort øjeblik frygtede at blive dænget til med mudder og andet Klods Hans'sk lommeinventar beregnet for simple skriverkarle. Men slap. Og her ligger en stor del af hunden begravet - ikke at overdænge skriverkarle med mudder, men at få ungerne til at se det, der ikke er der. At få dem til at abstrahere. Børn kan være noget så skrækkeligt, dejligt vidunderligt konkrete, og for så vidt havde de jo ret:Der var jo ikke noget træ, vel? Al denne se'en, høren og laden som om er en del af et årsprojekt, der kører i Tangloppen under overskriften "Kultur - eventyr - fortælling". Det hele er såmænd lige så stor en udfordring for de voksne i børnehaven, som det er for børnene. For det er jo ikke meningen, at temaet er noget, der kommer og går med Martin Schwab, men noget, der gerne skal rodfæste sig i hverdagen. Personalet skal nemlig også til at fortælle med hele kroppen, når de fortæller - hvilket kan være en svær grænse at overskride for de voksne. - Enhver kan læse op fra en bog, men pludselig skal vi til at stå frem foran kolleger og "stille os an", siger Gitte Ansø fra Tangloppen. Som en del af projektet har børnehaven indrettet et fortællehjørne, behørigt udstyret med en gammel grøn velourstol af bedste fortælleslags, og hjørnet og stolen bliver brugt flittigt - også af børnene. - De ved godt, at sidder man i stolen, så er det for at fortælle en historie. Vi bruger den ikke som en del af det daglige møblement. - Så når ungerne er i stolen, så sidder de tit med en bog og lader som om, de læser op, griner Gitta Ansø. Knur! - Skal vi ikke snart spise, min mave knurrer, kommer det fra en af drengene. Jo. Klokken er nemlig 11.30 og maven har ret. Det er spisetid. - Det handler jo blandt andet om at turde mærke sin krop, og det er da stort at kunne føle sin mave og så sige det, siger Martin Schwab.