Fodbold

Med Øster Ænn til bold i Gjøl Hallen

GJØL:- Vi er ni spillere på holdet. To af dem er godt nok ude at spille håndbold lige nu. Men de støder til senere. Vi regner jo med at nå i finalen. Sussi Laursen er optimist inden den afgørende puljekamp i Gjøl GB's indendørsstævne, Trolde Cup, for familie-, gade- og firma-hold. Sussi Laursen spiller for holdet Øster Ænn, som blev oprettet for at skabe en modvægt mod sidste års Vester Ænn. Og de første kampe denne søndag er da gået meget godt for Sussi og kammeraterne, som har spillet uafgjort mod Team Hermansen og slået De seks Kaw, der udelukkende består af drenge under 14 år, hvorfor deres mål ligesom damernes tæller dobbelt. Øster Ænn vækker opsigt i hallen ikke alene på grund af deres fodboldspil, men også på grund af på- eller udklædningen. De er nemlig alle i pirat t-shirts, tørklæder på hovedet og malede skægstubbe og ar i hovedet. - Det skal være lidt skægt, ellers går det hele og bliver så kedeligt. Og det kan godt være vi ikke er så gode til at spille fodbold, men vi er gode til at klæde os ud, griner Sussi Laursen. Men trods endnu en uafgjort kamp mod holdet fra Limfjordsgade går Øster Ænn ikke videre fra puljen - til nogen forbløffelse for Sussi og holdkammeraterne, der dog hurtigt genfindet vindermentaliteten. - Så må vi bare vinde firmaturneringen i stedet. I den hedder vi Eliten, siger Sussi Laursen med ny optimisme. Øster Ænn har nemlig spillet på bege heste og meldt hold til i både A- og i B-rækken og tæller derfor dobbelt blandt de 25 deltagende hold. Og dem fra Øster Ænn, udover Sussi er det Benny Laursen, Jane Rytter, Rene Poulsen, Christian Torp, Lasse Dehn, Peter Thomsen samt Petar og Marco Vrkic.