Arbejdsmarked

Med ploven godt nede i den økonomiske fure

Også inden for maskinbranchen slås firmaerne med at finde folk til ledige job

De to ejere af Aarup Maskinforretning, Nis de Lasson (t.v.) og Henrik Sørensen må slås med de samme problemer, som byggebranchen: Det er svært at skaffe gode folk til specialiserede arbejdsopgaver. Foto: Peter Mørk

De to ejere af Aarup Maskinforretning, Nis de Lasson (t.v.) og Henrik Sørensen må slås med de samme problemer, som byggebranchen: Det er svært at skaffe gode folk til specialiserede arbejdsopgaver. Foto: Peter Mørk

AARUP:Trods et kvart århundrede i forskel i alder, kører de to ejere af Aarup Maskinforretning et fornuftigt parløb. - Jeg har vænnet mig til ham, siger den 26-årige Henrik Sørensen med et grin og kaster et blik mod sin kompagnon, 50-årige Nis de Lasson. Begge har en fortid i firmaet, som de overtog 100 procent den 1. april sidste år, og siden har de kunnet mærke, at landbrugserhvervet har det godt: - Jeg har aldrig før hørt en landmand sige, det, men en af vores kunder sagde, at 2006 var det bedste år nogensinde, siger Nis de Lasson, der arbejdede som svend i nogle år i Aarup Maskinforretning, hvor Henrik Sørensen også blev udlært. Begge holder omsætningstallet pænt inde mod kroppen, men de erkender, at det ikke er gået så ringe endda. Firmaet har i dag to svende, to lærlinge og en bogholder ansat: - Og så en lagermand, når vi finder en, siger Nis de Lasson og forklarer, at de på samme måde som byggebranchen mærker, at der er rift om folk til job, som er en smule specialiserede: - Vi kan ikke så godt bruge en lagermand, som kun kender til papirvarer, siger han og sammenligner det med en murermester, der måske heller ikke så godt kan bruge en svend, som udelukkende har arbejdet med præfabrikerede byggeelementer og ikke selv har svinget en ske med mørtel. - Det er ikke fordi vi ønsker at blive store, siger Henrik Sørensen, men begge er enige om, at firmaet i Aarup gerne må ende med at have to-tre flere ansatte end nu. De vurderer, at modsat så mange andre brancher, så afhænger firmaets fremtid ikke af at snævre ind, men at sprede aktiviteterne mere og mere: - Derfor sælger vi stort set alt, der er mekanisk eller indeholder smedearbejde. De vil dog ikke have kunder, som vil have lavet en bil eller et badeværelse. Men måske et fuldt computerstyret foderanlæg? - Naaaah, det ved jeg nu ikke, siger Nis de Lasson. - Men vi vil da godt gi’ et bud... Sammen med værksted og lager, som i øjeblikket styres af de to ejere, er der også en lille butik, hvor der sælges de typiske landbrugsprodukter som tænger til grisenes tænder, elektrisk hegn og gummistøvler. Også i den del, vil de to ejere gerne udvide og finde kunder i det, der kaldes ”have og park”. - Både private og professionelle. Hist og her har de også maskiner, som de lejer ud: - Da vi købte en brændekløver hjem, blev vi enige om, at den lige så godt kunne blive lejet ud end og stå stille. Men landbruget er stadig hovedkundernes baggrund. Også fritidslandmændene: - Jamen, der er ofte kunder, som køber mest, siger Nis de Lasson. niels.hansen@nordjyske.dk