Med rødderne i vand

Hun blev revet væk fra familien i Hjørring, da hun var 11 år og har siden oplevet døden puste hende i nakken. Skuespilleren Ann Eleonora Jørgensen er et stykke drivtømmer på vej i land

Fødevarer 21. september 2007 19:31

Lige derude ligger det. Vesterhavet. Brusende, magtfuldt og insisterende napper det af sandbankerne for at vise, hvem der bestemmer. Og som en naturens mafioso har det understrømme og bølger til at gøre det hårde arbejde for sig, når tilfældige stykker drivtømmer skal slås til pindebrænde. Boblerne lægger et uigennemskueligt låg på overfladen, mens horisontlinjen sætter perspektivet på plads: Det her er større end dig, lille ven! Tag hjem til dig selv! Og alligevel bliver man der. For midt i al sin uudgrundelige mystik er der noget favnende, genkendeligt og urokkeligt over den mur, som hele Jylland læner sig op ad. Familien Jørgensen tog ofte madpakkerne med derud. Og selv om den salte havgus måske nok rev lidt rigeligt i det medbragte campingbord, og diskussionerne mellem forældrene stak dybere end spørgsmålet om kalorieindholdet i majonæsen, var udflugterne indbegrebet af tryghed for familiens eneste datter - Vi lignede nogle fra Polen. Vi satte os ud i naturen, ligesom muslimerne gør herude i Charlottenlund, og gjorde noget ud af det. Og jeg husker det som dejligt og hyggeligt. Det var fint. Der bliver ikke ruttet med de floromvundne gloser, når skuespilleren Ann Eleonora Jørgensen skal fortælle om sin barndom i Hjørring. Hun har ikke lyst til at beskrive sine forældre nærmere. Og ligesom med Vesterhavet kan det være svært at gennemskue, hvad der lurer under overfladen, når hun smiler det afventende og vagtsomme smil, vi kender så godt fra hendes rolle som moderen i Forbrydelsen og som hun også bringer med sig ind i sit private liv. Måske skyldes det angsten for, at livet går i stå. Måske frygten for at blive slået i stykker af større kræfter end en selv. Eller slet og ret stilstanden. I hvert fald er det som om, hun konstant forsøger at redefinere sig selv, og det skælmske smil kunne være et udtryk for, at hun opdagede, hvordan man gjorde det, da hun var ved at vinke farvel til livet i 1993. Men først til historien om Vesterhavet, der giver hende det særlige længselsfulde blik i øjnene. For selv om det forsøgte at trække hende ned, da hun var ung, forvandlede det sig langsomt til den geografiske skulder, hun kunne læne sig op af, når alt andet forandrede sig. Det blev en konstant. Og selv om hun næsten synes, det bliver for plat og romantiserende at sige det i dag, er oceanet det nærmeste, hun kommer på et barndomshjem. - Jeg er vokset op med nogle lidt eventyrlystne forældre, der har bevæget sig ud og videre i livet. Vi er flyttet meget rundt omkring Hjørring, og jeg har aldrig boet noget sted mere end tre år. Mit barndomshjem er nok mere... og det kan man jo heller ikke sige, for det er noget forbandet vrøvl... men hvis der er noget, som er min barndom, så er det de mennesker, der var der, og noget så storladent som Vesterhavet, for uanset hvor vi boede, var det sikkert, at vi tit var ude at besøge Vesterhavet. Rødderne revet over Men madpakkemenuen på campingbordet ophørte. Idyllen, trygheden og roen fik en ende. For de spidse skænderier og den isnende kulde mellem forældrene tog til. Ann Eleonora Jørgensen blev brugt til at kommunikere igennem, når der skulle dækkes bord eller handles ind. Og en morgen kom taxaen. Mor og barn blev kørt til lufthavnen. Endestationen var København. - Jeg husker ikke andet end, at jeg kom ud at sidde i en taxa en morgen og så af sted. Væk fra alt det jeg kendte. Alle familiemedlemmer og skole og venner og veninder og håndbold, jeg gik til og heste og hunde, jeg havde. Det var sindssygt dramatisk. Og mine forældre begik vel alle de fejl, som skilsmisseeksperter advarer imod. Ann Eleonora havde været meget tæt knyttet til sine bedsteforældre og sine onkler, men mistede nu fuldstændig kontakten til Nordjylland. Flere familiemedlemmer og venner så hun først mange år senere. Og hun kan stadig lugte den middag som moderens fætter havde lavet til dem, da de ankom til hovedstaden. I dag bryder hun sig ikke om fiskefrikadeller, og savnet satte sig fast i den lille rødhårede pige, der nu måtte forsøge at bygge noget nyt op blandt københavnske kammerater. Og hun kan sagtens huske den første dag. Alle troede hun var en dreng, fordi hun var korthåret. De spurgte hende om hendes mor havde bollet et postbud og sagde som en brandbil, fordi hun var rødhåret. Og så gjorde de selvfølgelig nar af hendes nordjyske dialekt. - De sagde ¿Goddaw, kommer du fra Hjøøøøring?¿. Og det var ikke specielt sjovt. Det var en lang tur op ad bakke, og det tog nogle måneder, før jeg fik nogle venner. Men jeg tror ikke, jeg var så bevidst om, at livet kunne være anderledes dengang, og jeg tog det meste som: ¿Nå, jamen sådan er det jo bare¿. - Og så på den anden side har jeg jo lukket mig meget inde i mig selv. På et tidspunkt har der nok været sådan en mur omkring mig. Nej, det lyder også så voldsomt, men et eller andet sted havde jeg ikke super nemt ved at knytte bånd til andre mennesker, og det har jeg da stadig mén af i dag. Jeg blev sådan lidt en lonely rider og en Pippi Langstrømpe-pige, der gik mine egne veje og ikke var super social. Jeg opdagede, at alting kan stoppe lige pludseligt, og at der derfor ikke er nogen grund til at involvere sig for dybt i andre mennesker, fordi man bare bliver såret. Gennem ungdomsårene udviklede Ann Eleonora sig til at være en principfast ung dame. Hun fik hurtigt langtidsholdbare kærester, som hun kunne knytte sig til, og uddannelsen som klinikassistent havde hun lagt på skinner allerede som barn, fordi der lugtede så godt af kamfer hos skoletandplejen. Men rastløsheden indfandt sig hurtigt, og hun kunne ikke holde fokus på noget så lille som en tandplombe. Perspektivet måtte være større. Helt tilfældigt endte hun på skuespillerskolen, fordi hun gik med sin veninde til optagelsesprøve. Men selv om hun i dag nyder at være skuespiller, føler hun stadig ikke, hun laver det, der giver mening for hende. - Jeg er endnu ikke havnet på den rette hylde og tænker stadig over, hvad jeg skal være, når jeg bliver stor. Jeg tror, at jeg altid vil føle mig som en outsider. Jeg vil altid føle mig alene og uden for. Og det skyldes måske rastløsheden, måske drømmeriet, det søgende. Behovet for at være i fuld kontakt med noget, som jeg synes er væsentligt i forhold til det liv, jeg lever og den verden, jeg ser, og hvis ikke jeg føler, at jeg får indfriet de behov, så må jeg jo videre. - Jeg drømmer stadigvæk i dag om at have et kontor. Et sted der er mit, hvor jeg tager hen hver morgen for at lave noget, der næsten er det samme. Men jeg ved også godt, at det er en længsel efter det umulige. Det er ikke den trøje, jeg skal tage på, selv om jeg gerne ville, at jeg kunne. For jeg er bange for stilstand, og jeg trives ikke i stilstand. På afstand Ann Eleonora Jørgensen har blot behøvet at kigge på sine forældre, hvis hun ville opleve noget, der ikke var stilstand. Og måske derfor er hun blevet en iagttager. Allerede som barn trak hun sig ud af legen med dukker for at kigge på de andre, og i dag har hun behov for at undgå offentlighedens blitzlys. C.V. Jørgensen flyder ofte ud af højtalerne i køkkenet, og hun beundrer ham for hans poetiske evner, men også for hans evne til at forsvinde fra jordens overflade, når det er nødvendigt. - Der er så meget falskhed i den her branche. Og det gør også, at jeg holder mig på afstand af det. Kigger på det, går ind i det, når jeg er nødt til at gå ind i det og ellers trækker mig væk. Jeg er ret introvert og meget inde i mig selv og mine egne tanker. I første omgang kan Ann Eleonora Jørgensen virke både firkantet, principfast og kynisk afklaret i forhold til sig selv og det forhold, hun ønsker at have til sine medmennesker. Hun har få venner, og det er afmålt venlighed, hun deler ud af inden, hun lærer folk ordentligt at kende. Men der er i høj grad også noget modstridende gemt i hende, som hun står der og steger spejlæg i det første hjem, hun har boet i længe nok i til at få malet. For godt nok er hun selv blevet skilt. Godt nok kan hun lide at være alene og insisterer på at tage til Barcelona for sig selv og sidde på den samme plads i syv timer. Og godt nok holder hun ind imellem fast i principper for princippets skyld. Men kratter man lidt i den forstilte facade, er det som om pudset begynder at falde af den hårde mur, der ellers gør en dyd ud af at se stærk ud. - Jeg stikker ikke op for bollemælk. Der er ikke så meget, der kan skræmme mig og jeg gider ikke så meget pis, siger hun og lader påstanden hænge, indtil den falder ned af sig selv. - Og det er så løgn. For jeg er jo pissebange for alverdens ting. Jeg er jo hele tiden dødsangst for hvad som helst. Biler, trafik, at flyve og køre i elevator. Jeg synes, det er sindssygt farligt at bevæge sig ud i verden. Alt er farligt. Jeg har dage, hvor jeg helst bare kravler hen i et hjørne i sofaen og tænker: ¿Nej nej nej¿ og helst ikke vil have, at mine børn skal gå nogen steder, for det kan jo gå helt galt. - Det er to meget forskellige sider. Der er en side i mig, der nærmest har dødsforagt, og en der er pissebange. Jeg kan leve meget intenst, men også blive ramt af en bølge af angst. Og det er vel i virkeligheden, fordi jeg ved, at alting kan have en afslutning. Der skal ikke så meget til. Vi er så skrøbelige og går så nemt i stykker. Tæt på døden Det var oplevelsen i 1993, der gav hende den erkendelse. Hun lå på intensiv og lægerne overvejede om der kunne være tale om sklerose eller herpes på hjernen. De sprøjtede kontrastvæske ind i ansigtet, inden de scannede hende, men ingen havde overvejet, at Ann Eleonora kunne være allergisk over for væsken. - Jeg går amok derinde, og de siger: ¿Bare rolig, vi kommer om ti minutter, du skal bare trække vejret¿. Men jeg var virkelig ved at stille træskoene. Og der kan jeg huske at jeg kigger på den sygeplejerske, der står nærmest, mens lægerne er ved at give mig modgift og spørger: ¿Dør jeg af det her¿, og hun kan næsten ikke kigge mig i øjnene, mens hun siger: ¿Det ved jeg ikke¿. Ann Eleonora overlevede kontrastvæsken, men efterfølgende kom forskellige forsøg på diagnoser, der alle sammen var værre end den foregående, og i tre uger var Ann Eleonora Jørgensen sikker på, at livet var ved at forsvinde. - Jeg var lige blevet færdig som skuespiller, og man er jo forholdsvis selvoptaget, når man er det. Men jeg kan huske, at jeg var fuldstændig ligeglad med hvilke roller, jeg ikke havde fået spillet. Det rørte mig ikke. Men at jeg ikke havde fået børn, det rørte mig meget. En dag lagde sygdommen sig. Forsvandt bare som en taxa fra Hjørring en morgenstund. Lægerne fandt ud af, at der var tale om en ansigtslammelse, som gik væk af sig selv. Og cirka ni måneder efter fik Ann Eleonora Jørgensen sit første barn Carla. - Da jeg går fra hospitalet kan jeg huske, at jeg går ned af den vej, som jeg havde boet over for i meget lang tid, og først der lægger jeg mærke til, at det var brosten og hvor smukke de var, når de havde regnet. Så skinnede lamperne ned i og det reflekterede op. Det havde jeg aldrig lagt mærke til før, og jeg havde boet der i halvandet år. Men fra da af startede jeg med at tage livet ind i meget mere koncentreret form og begyndte at smage på kaffen og dufte til vinen. I dag har hun skabt sin egen familie med to børn og farvet scooter parkeret på køkkengulvet. Hun er optaget af at kreere et godt sted at være for sine børn, for selv om hun ind imellem drager af sted til Vesterhavet for at mærke suset og barndommens ro, er det kun få fra hendes egen familie i Nordjylland, hun ser i dag. Det er blevet for sent nu. - Du kan jo ikke gå ind og erstatte familie og opvækst. Det er også derfor det er så fantastisk vigtigt at have søskende, for så har man da et fælles fodslag og et fælles udgangspunkt. Det har jeg jo ikke. Og jeg har heller ikke den familie, hvor jeg er kommet som en naturlig del af familien. Et eller andet sted har jeg den til jul engang imellem, men det er en anden form. Der er jo kommet en kløft og vandene er spredt. Nye vande Men Ann Eleonora Jørgensen har lært at drive af sted i andre vande, end dem hun kender fra sin barndom. Igennem de sidste fem-seks år har hun opdaget den natur, der findes på Sjælland, og selv om hun påstår, at Øresund ikke er noget hav, og at det er ¿røvkedeligt¿ at bade der, kan hun godt synes at skovene er meget hyggelige. Måske er hun faktisk ved at drive helt i land og finde den rette hylde. I hvert fald har hun opdaget, at familie kan springe ud af hende selv og være brusende, magtfuld og insisterende på en måde, så man ikke behøver være alene. - Jeg gør ting selv. Og jeg skal virkelig vænne mig til at spørge andre mennesker, om de vil med eller spørge om hjælp. Men jeg er blevet bedre til det og er efterhånden blevet voksen nok til at forstå, at du kun er noget sammen med andre. Så jeg er ved at lære, at det er det, jeg skal gøre, for at blive rigtig glad, fordi det jo i virkeligheden også er det, jeg længes efter.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...