Med skæg og pandepude

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Udstillingen kan ses på Sæbygaard.

SÆBY:Den netop åbnede udstilling på Herregårdsmuseet Sæbygaard, hvor man kan opleve vendelbotøj hovedsagelig fra Østvendsyssel fra perioden 1780-1850, bærer titlen ”Med skæg og pandepude”. Titlen er nøje udvalgt efter flere års studier af adskillige museers tekstilsamlinger foretaget af medlemmer af Landsforeningen Danske Folkedanseres dragtudvalg, der i tæt samarbejde med Sæby Museum står bag udstillingen. Under undersøgelserne viste det sig, at kvindernes hovedtøj her i Vendsyssel var noget særligt. En kvindes hovedtøj i 1700- og 1800-tallet bestod som regel af flere dele. For Vendsyssels vedkommende er der bevaret mange puldhuer af silkebrokade med besætning af metalknipling i kanten. Huerne er forede men ikke polstrede og afstivede, som man finder dem i andre egne af landet. Under huen har man brugt en skæghat eller en linhat, hvor skægget er strimler af fint lærred eller mol (tyndt bomuldsstof) ofte kantet med knipling. Skægget blev rynket, stivet og pibet, så det kunne foldes om huens kant. Pandepuden derimod blev brugt oven på huen, hvor den blev lagt om huens forkant og bundet i nakken. En pandepude bestod oftest af en stimmel sort fløjl, foret og kantet med flæse af tyndt, sort, broderet stof eller sort tyl eller blonde.